Sepp Piontek fortæller i en biografi, hvordan han endte som landstræner i Danmark, hvor han fik gjort op med ’den danske mentalitet’ og skabte de populære 80er-landshold
Det var Sepp Piontek, der fik sat skik på det danske fodboldlandshold, da han i 1979 takkede ja til jobbet og flyttede til Danmark. På det tidspunkt var det så som så med seriøsiteten, når landsholdsspillerne var samlet, og mens professionalisme var en selvfølgelighed i Tyskland, var betalt fodbold først blevet tilladt året før, Sepp Piontek tiltrådte som dansk landstræner.
I bogen ’Sepp – en biografi om manden, der ændrede dansk fodbold’ fortæller han forfatter Christoffer Rosenløv Stig Christensen om sit liv fra fødslen under det krigsramte Tyskland i 1940 til livet som pensionist og foredragsholder på Fyn.
I dette uddrag af kapitel 6, som BT har redigeret med godkendelse af forlaget, er Sepp Piontek netop vendt hjem til Tyskland efter en tid som landstræner i Haiti og overvejer nu sin karriere. En dag får han et telegram fra Danmark.
------
Kapitel 6
Sepp modtager et telegram
1978-1979
Hvad nu? Sepp havde ingen anelse. Han var vendt hjem fra Haitis hede til køligere vinde og lysere sommeraftener i Bremen, hvor han boede midlertidigt med sin kone hos noget af hendes familie, fordi parrets eget hus i byen var lejet ud og alle møbler opmagasineret, indtil der kom en afklaring på hans næste destination som træner. Sepp var godt klar over, at Bundesliga-klubber, der skulle have ny træner efter sæsonens afslutning, nok ikke havde navnet Sepp Piontek stående højt på deres kandidatlister efter hans to år lange ophold i tropernes palmeskyggede glemsel. Mindre kunne også gøre det. Han var indstillet på at træde til i en lavere rangerende klub og tålmodigt genopbygge sit renommé, så han på sigt kunne komme til at mærke brølet fra Bundesligaen igen. Det var planen. Men den krævede et job. Den uvisse situation var uvant for et kontrolmenneske som Sepp, men han affandt sig med omstændighederne, plejede sine kontakter i det vesttyske fodboldsystem og ventede på, at telefonen forhåbentlig ville ringe med et jobtilbud, mens tv’et i stuen viste verdensmesterskabet i 1978, og Holland igen tabte en VM-finale til en værtsnation, denne gang 3-1 til Argentina. Opkaldet kom. Hamborg-holdet St. Pauli manglede en træner efter en skidt sæson i Bundesligaen, hvor holdet havde siddet fast i bunddyndet som et tonstungt anker og var endt på en eftertrykkelig sidsteplads med 13 point op til den rigtige side af nedrykningsstregen.
***
Nu gjaldt det atter 2. Bundesliga Nord og modstandere som Rot-Weiß, Lüdenscheid, DSC Wanne-Eickel og Viktoria Köln. Klubben forventede at spille med i tabellens øverste halvdel, men krævede ikke oprykning af den ny træner. Parterne blev enige om en etårig kontrakt. Sepp og kone flyttede 100 kilometer nordpå til Hamborg. Den 1. juli 1978 tiltrådte han som træner for St. Pauli.
***
Sepp fik flere økonomisk interessante henvendelser omkring årsskiftet 1978/1979. Der kom en forespørgsel fra Grasshoppers i Schweiz og fra Houston og Philadelphia i den amerikanske liga, hvor aldrende koryfæer som Pelé og George Best havde tjent big money, og hvor Franz Beckenbauer nu spillede for New York Cosmos, mens Johan Cruyff havde kurs mod Los Angeles. Mulighedernes land lokkede eventyreren i Sepp med samme effekt, som det havde haft på generationer af europæiske mænd før ham, men da et lille naboland kontaktede ham i begyndelsen af januar 1979, satte han sin amerikanske drøm på standby. Pengene var væsentlig mindre nord for grænsen, men udfordringen og mulighederne langt større.
»En dag kom der et telegram til St. Pauli. Det var henvendt til mig. En af de kontoransatte i klubben gav mig besked om, at jeg skulle ringe til et nummer i Danmark. Det gjorde jeg. DBU’s generalsekretær Erik Hyldstrup var i telefonen. Vi talte engelsk sammen. Ville jeg være interesseret i at træne det danske landshold? Det var jeg. Det kunne jeg sige med det samme uden at tænke mere over det. Det var spændende at komme til et nyt land. I Haiti havde jeg fundet ud af, at jeg godt kunne lide rollen som landstræner. De klubber, jeg havde fået tilbud fra, var sportsligt set ikke mere interessante end at træne det danske landshold. Jeg kendte en del til Danmark og dansk fodbold. Jeg havde spillet sammen med danskere, jeg havde trænet danskere, og jeg havde været i Danmark mange gange for at se kampe eller besøge mine tidligere holdkammerater Ole Bjørnmose og John Danielsen. Jeg havde kun gode minder derfra. Jeg kunne tydeligt huske mit første besøg i Danmark, da jeg som ung spiller i Bremen var med U21-holdet i Vejle, hvor der om aftenen efter kampen var banket med ål og smørrebrød. Hold da op! Sådan en overflod af lækkerier havde jeg slet ikke kendt til. Det var mit billede af Danmark. Et land, hvor de færreste led nød. Danskere var gode til at have det behageligt. Og så var der gode fodboldspillere. Det var selvfølgelig den vigtigste årsag til, at jeg gerne ville have landstrænerjobbet. Jeg kendte til flere spillere i international klasse; Per Røntved, Allan Simonsen, Frank Arnesen, Søren Lerby og Henning Jensen. Der var et stort potentiale i det danske landshold, selvom det havde været en skuffelse gennem flere år. Danske spillere var godt med rent fysisk, deres teknik og taktiske egenskaber havde et fint niveau, faktisk ofte højere end hos spillere fra andre lande, men indstillingen hos danskerne var et problem. Den var ikke seriøs nok på landsholdet. Det vidste jeg fra de danskere, jeg selv havde spillet med eller trænet. Det ville DBU ændre, fortalte Hyldstrup mig i telefonen. Vi aftalte et møde i København,« fortæller Sepp.
***
I januar 1979 blev han hentet af Erik Hyldstrup i Kastrup Lufthavn og kørt ind til Dansk Boldspil-Unions kontorlokaler i Idrætsparken, hvor en håndfuld ansatte plus telefondame stod for den daglige administrative drift af det danske fodboldforbund. Her ventede en samtale med tre topfolk i DBU, der havde fået til opgave at finde den rette mand til at rejse landsholdet: Formand Carl Nielsen, chef for udtagelseskomitéen, Ib Skotnborg, og formand for trænerudvalget, Erik Hagensen.
»DBU-lederne fremstod som rolige og solide typer. Det kunne jeg godt lide. Der var en fin forståelse mellem os. I Tyskland ville sådan et møde have været mere hektisk, anspændt af alvor og tiltaleformer. De danske fodboldledere var afslappede og imødekommende. De fortalte, hvad de forventede af mig, hvis jeg blev ansat. Bagefter fremlagde jeg mine tanker om jobbet, og hvad jeg havde at tilbyde som træner for Danmark. En uge senere meddelte DBU mig, at forbundet gerne så mig som landstræner,« siger Sepp, der skulle tiltræde i jobbet på en toårig kontrakt den 1. juli 1979.
I Sepps erindring var forløbet omkring hans ansættelse altså forholdsvis ukompliceret, men ved nærmere eftertanke mindes han en enkelt detalje, der fik ham til at tænke »verrückt« og ryste på hovedet under forhandlingerne med DBU. Det skete, da han blev forklaret om Udtagelseskomitéen -eller bare UK, som den blev kaldt. UK havde længe været en hjørnesten i forbundet. Det bestod af tre amatørledere valgt af DBU-systemet. UK udtog spillere til landsholdet sammen med landstræneren. Hvert UK-medlem havde én stemme, hvis det blev nødvendigt at afgøre valget af en eller flere spillere på den måde. Landstræneren havde to stemmer, men kunne altså risikere at blive nedstemt af UK-medlemmerne. Sepp kan stadigvæk fnyse, når talen falder på UK-konstruktionen.
»Hvad for noget, sagde jeg, da jeg fik forklaret, at spillerne skulle udvælges af mig og UK. Altså, det kunne da ikke passe, at jeg som professionel træner skulle have hjælp til at udtage et hold. Skulle jeg også spørge om lov, når jeg ville udskifte en spiller. Jeg tænkte en situation igennem. Hvad hvis UK stemte en spiller ind på holdet, som jeg ikke ville bruge, og vi tabte kampen. Skulle jeg så bagefter stå foran pressen og forsvare et hold, som jeg ikke selv havde valgt. Umuligt. Aldrig. Det var mig, der blev fyret, hvis landsholdet ikke skabte resultater. Derfor var det også mig alene, der skulle vælge spillerne. Men sådan var det ikke i Danmark, sagde Carl Nielsen. Her besluttede man ting i fællesskab. „Fint, så skriver jeg ikke under på nogen kontrakt,“ svarede jeg. Jeg ville gerne samarbejde med UK. Medlemmerne kunne hjælpe mig som observatører i begyndelsen, men de skulle ikke have stemmeret. Jeg spurgte, hvornår DBU havde den næste generalforsamling. Det var et halvt år senere. „Der må I sørge for at stemme for at nedlægge UK“, sagde jeg. Det fik jeg lovning på, at DBU ville gøre. Forbundet gav sig. Efter 1979 forsvandt UK, men jeg fik Kai Johansen fra UK som min holdleder. Han kom fra Vejle og var en jordnær person. Han arbejdede tæt sammen med mig i alle de år, jeg var landstræner for Danmark. Vi er stadig venner privat. Jeg kunne stole på ham. Han var meget vigtig for mig. Vi diskuterede taktik, spillere og modstandere. Jeg lyttede til ham, men det var mig, der bestemte. Der var aldrig problemer mellem os,« siger Sepp.
