Kasper Schmeichel og Leicester slog bundholdet Norwich på et mål i 89. minut og cementerer førsteplads.

Leicester: Topholdet i Premier League, Leicester, fortsætter kursen mod en sensationel topplacering. Lørdag eftermiddag holdt det dog hårdt, inden sæsonens 16. ligasejr var en realitet.

Det sensationelle tophold Leicester bøvlede gennem hele kampen med at skabe chancer, og da Norwich var glimrende tilfreds med uafgjort, lignede det længe en målløs affære, men i det 89. minut scorede indskiftede Jose Leonardo Ulloa sejrsmålet.

Leicester er nu noteret for 56 point for 27 kampe. Det er fem flere end forfølgerne Tottenham og Arsenal, der dog har spillet en kamp færre. De spiller begge søndag.

Som ventet overlod bundholdet Norwich initiativet til Leicester fra begyndelsen, hvorfor hjemmeholdet fik meget spil omkring modstanderens straffesparkfelt.

Men det blev udstillet, at Leicester føler sig mere komfortabel som kontrahold mod ligaens store klubber. Holdet havde svært ved at åbne Norwichs kompakte forsvar, og de store muligheder var en mangelvare for Leicester.

Langsomt fik Norwich mere blod på tanden og fik bevæget sig længere frem på banen. Og bundholdet var mere direkte i sit angrebsspil, hvilket førte til første halvlegs største chance.

Det var næsten ikke til at begribe, at angriberen Cameron Jerome i helt fri position midt for mål evnede at heade en hjørnesparksservering forbi Kasper Schmeichels mål.

Efter pausen fik Leicester bedre kontrol over kampen, men holdet svigtede stadig, når det kom til at skabe spillet på banens sidste tredjedel.

En skuffende nulløsning lurede indtil det 89. minut. Da dukkede Jose Leonardo Ulloa op ved bageste stolpe og scorede det forløsende sejrsmål.

Den forsvarende mester, Chelsea, balancerede længe på randen af sæsonens tiende liganederlag, men på scoringer i det sidste kvarter vandt London-klubben 2-1 på udebane mod Southampton.

Hjemmeholdet kom foran ved Shane Long inden pausen, men Cesc Fabregas og Branislav Ivanovic vendte opgøret til Chelseas fordel.

For Jores Okores klub, Aston Villa, er situationen i bunden om muligt mere dyster. Danskeren spillede hele kampen, da Birmingham-klubben på udebane tabte 1-2 til Stoke, og dermed er Villa endnu mere isoleret på sidstepladsen.

Marko Arnautovic scorede begge mål for Stoke. Aston Villa har otte point op til den rette side af nedrykningsstregen med 11 kampe tilbage at spille.

/ritzau/

 
Peter havde meget rosende ord tilovers for sin søn under dagens analyse af Leicester.
Vis mere