Søndag aften kom endelig de scoringer fra Messis fødder, der gjorde, at han overhalede Gerd Müllers vanvittige scoringsrekord fra 1970'erne.

Han har slået alverdens rekorder gennem sin karriere. Men søndag aften skrev Lionel Messi sig for alvor ind i rekordbøgerne, da han scorede sit mål nummer 86 i kalenderåret 2012.

Barcelona var søndag aften på besøg hos Real Betis, hvor Lionel Messis personlige rekordjagt altoverskyggede Barcelonas kamp for tre point til tabellen.

84 mål havde den lille argentinske troldmand nemligt præsteret at hamre i kassen løbet af kalenderåret 2012. Landet lå bare sådan, at tyske Gerd Müller i 1972 havde formået at passere modstandernes målmænd 85 gange.

Men allerede efter 15 minutter kom den første scoring fra Lionel Messi, som bragte ham op på siden af Gerd Müller. Argentineren strøg gennem feltet og forbi Real Betis' forsvar, og til sidst lagde han bolden knastørt ind til 0-1.

Blot ti minutter senere kom så det mål, som fodboldverden har talt flittigt om i flere uger. Fine kombinationer mellem Lionel Messi og Andres Iniesta førte til, at rekordmageren fik plads nok til at klaske bolden ind ved fjerneste stolpe, og dermed slog han den 40 år gamle rekord.

 Lionel Messis rekord kommer sandsynligvis til at stå mange år ud i fremtiden, og det bedste - eller værste -  er, at der efter søndagens kamp stadig resterer tre kampe i 2012 for Barcelona og Lionel Messi.