Danmark plukkede alle blade af de hollandske tulipaner. Sensationel sejr på 1-0 med Michael Krohn-Dehli som målscorer.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det var et stolt øjeblik for Morten Olsen. Det var ikke, fordi han jublede helt vildt. Men da dommeren fløjtede kampen i Kharkiv af stod han med et stolt blik i øjnene. Han havde netop overværet et rent mesterværk. Skabt af ham selv. Med Michael Krohn-Dehli som pensel-fører for en af europas største sensationer.

Vi pukkede tulipanerne en efter en, den ene smukkere end den anden: Sneijder, van Persie, Robben, Affelay, Huntelaar, van der Vaart, Kuyt. En stjernebuket af hollandske tulipaner, der visnede i Olsens masterplan. Til sidst var al skrællen pillet af Oranjen. Til sidst var der ingen kraft i møllen. Som var de vraltet ud af en coffee shop i Amsterdam.

Det var ’vikinger uden frygt’ (Danmarks EM-motto, red.) på togt i Østeruropa. Med høvding Olsen, general Agger, kong Bendtner og kronprins Krohn-Dehli i fortroppen. Elimineret i en nøje udtænkt Olsen-operation planeret over flere måneder. Perfektioneret over de sidste par uger. Iværksat med kirurgisk præcision, militær effektivitet og taktisk stramhed.

Og en djævelsk frækhed ved det afgørende slag. Efter 25 minutter og et gigantisk Holland-pres: Modige træk af Simon Poulsen frem ad venstre side af banen, og den glade back fik bolden tacklet hen til Krohn-Dehli der med et fantastisk frækt træk passerede tre forsvarere i venstre side af feltet og smaskede bolden mellem benene på Stekelenburg i Holland-målet.

Og det bedste af det hele, det var uden lange bolde. Det var det pasningsspil, Olsen har insisteret på de seneste 12 år. Det er Danmark, når det er bedst; Danmark, som vi elsker det. For selv om Holland forventeligt havde bolden mest og havde store chancer, blandt andet et stolpeskud til Robben, insisterede Danmark på spille bolden op nede bagfra. Næsten hver gang. Koldt. Frygtløse.

Her otte år efter ’den orange revolution’ i Ukraine, var det en orange invasion af 25.000 hollandske fans og kun 1200 danskere, som Metalist Stadium i Kharkiv lagde rammer til. En trykkende 25 graders varme skabte en lun og tæt atmosfære om de 22 spillere og de godt 39.000 tilskuere, der overværede det farvemættede show i det østlige Ukraine.

Men de orange farver blegnede hurtigt. Jo, naturligvis havde Holland bolden mest, og naturligvis havde de flest chancer. Kvalitetsmæssigt er der forskel på trupperne. Men forskellen i kvalitet blev opvejet af Olsens stramme koncept med at gøre afstanden mellem kæderne mindre og konstant dobbelt-presse boldholderen. Danskerne stressede hollænderne, der gav igen med albuer og forsøgte at tirre et velspillende Kjær/Agger-midterforsvar.

Stephan Andersen spillede, som ville han give sit liv for at holde buret rent, og han lukkede effektivt diskussionen om målmandsposten, og i anden halvleg startede Holland som ville de begrave Danmark, hvilket de gjorde med masser af chancer, men Robbens og van Persies kanoner var fyldt med tør krudt.

Mønstret gentog sig kampen igennem: Andersen reddede flot i målet, og derefter var opspillet i kontrafasen effektivt og hurtigt med en fremragende og boldspillende Kjær, der måske spillede sin bedste kamp, en arrogant spillende Simon Poulsen, en hårdt kæmpende Zimling og en meget løbende Eriksen som mellemstationer samt en boldholdende Bendtner, der sjældent har arbejdet mere for holdet.

Men over dem alle stod lille store ’Kong’-Dehli. han var Danmarks kreative ideolog, som satte dagsordenen på ethvert angreb. Han spillede med hollandsk end hollænderne. Han overstrålede de hollandske stjerner, og stråler allerede nu som en EMs klareste stjerner.