Cristiano Ronaldo er tilbage på fodboldens øverste trone. Mandag aften blev den portugisiske megastjerne atter kåret til årets fodboldspiller af FIFA, der de seneste år har delt kåringen med det franske magasin France Football under navnet FIFA Ballon d’Or.
Nu er det to selvstændige kåringer igen, men begge indehaves altså af Cristiano Ronaldo, der for femte gang i sin karriere kan kalde sig for verdens bedste fodboldspiller under FIFA.
»Wow. Ja, det er helt utroligt. Det er jo ikke første gang for mig, men det er første gang, jeg får lige præcis denne pokal,« sagde Cristiano Ronaldo fra scenen i Zürich, hvor han modtog pokalen med ordene 'the best'.
Real Madrid-spilleren var storfavorit til at få æren af at kalde sig verdens bedste efter sejr i Champions League med klubholdet og det efterfølgende europamesterskab med Portugal, og hans evige rival og sidste års indehaver af titlen Lionel Messi var ikke engang til stede ved uddelingen.
Det var da også noget, Cristiano Ronaldo bemærkede i sin takketale.
»Jeg opnåede mere, end jeg nogensinde kunne drømme om i 2016 både på landsholdet og på klubholdet. Og derfor er jeg specielt glad for denne her pris. Det er en stor titel og en stor udmærkelse, og det betyder meget for mig. Jeg er stolt, og jeg er glad for, at nogen påskønner min indsats – ikke mindst fansene. Uden dem ville det være umuligt. Deres værdsættelse og deres glæde betyder meget for mig. Det er en af grundene til, at jeg spiller fodbold i det hele taget. Jeg er utrolig glad. Stor tak til jer alle sammen. Jeg er ked af, at nogle fra Barcelona ikke kunne være her, men det er forståeligt,« sagde han om spillerne fra den rivaliserende klub, der onsdag igen er i kamp og derfor ikke havde nogen spillere til stede i Zürich.
Siden 2008 har det netop været et slag mellem Barcelona-spilleren Lionel Messi og Cristiano Ronaldo om at kunne kalde sig den bedste på kloden til spillet med bolden, men hvad med de kommende år?
Onde tunger mener at kunne se en tiltagende svækkelse i især Cristiano Ronaldos utrolige hurtighed, og det samme synes at være tilfældet med kunsten at kunne drible uden om sine modstandere. Cristiano Ronaldo er samtidig fyldt 31 år, mens Lionel Messi kun er 29.
De danske kommentatorer på Discovery Networks Morten Bruun og Peter Piil er ikke i tvivl - Ronaldo skal genopfinde sig selv, hvis han fortsat vil blive på toppen og have tvekamp med Lionel Messi.
»Det er hævet over enhver tvivl, at han ikke kan være den samme slags spiller i de kommende fem år, som han har kontrakt med Real Madrid. Men vi må også konstatere, at der løber en mand rundt ovre i Manchester United (Zlatan Ibrahimovic, red.), som har vist, at alderen trods hans 35 år ikke betyder noget. Zlatan har udviklet sig til at blive en anderledes spiller, end vi så ham for få år tilbage, og det samme kan Ronaldo. Jeg ville være ked af at sige, at Ronaldo ikke kan vinde igen, men det er helt sikkert, at han skal relancere sig selv,« siger Morten Bruun og får opbakning til den idé af Peter Piil.
»Jeg kan sagtens se Ronaldo lave en Zlatan. I fremtiden skal han i stedet for at satse på eksplosivitet og hurtighed gå efter at bruge sin målnæse og på den måde være en afgørende spiller. Men dér er han ikke endnu. Det er næsten et faktum, at han er blevet langsommere, men han har stadig det med at komme løbende ind i feltet, og når han er retvendt, får han modspillerne til at tvivle på, hvad vej han går,« siger Peter Piil, som mener, at Cristiano Ronaldo har lagt flere facetter til sit spil på det seneste.
»Jeg vil faktisk sige, at fordi han er blevet bedre til at have et blik for medspillere, hvilket måske er nødtvungent, fordi han er blevet langsommere, gør det ham endnu farligere. Tidligere kom han uden om sin direkte modspiller lige meget hvad. Nu tvivler de på, om han vil aflevere, drible eller sparke på kassen.«
Mandag aften driblede Cristiano Ronaldo i hvert fald endnu en gang den største individuelle titel i fodbold hjem til trofæskabet. Det er nok nærmere hjem til museet i Portugal, man selvfølgelig ejer, når man hedder Cristiano Ronaldo og er verdens bedste.