Spekulationerne om Lionel Messis fremtid i Barcelona fortsætter med at florere i fodboldverdenen. Senest antydede den lille argentiner, at han ikke ville slutte karrieren i Catalonien. Men er der nogen, der har råd til at købe ham?

Stjernen over dem alle i FC Barcelona hedder Lionel Messi. Men gør han også det om to år? I hvert fald fik argentineren sået tvivl herom, da han forleden dag fortalte, at han helst ville blive i Barcelona for evigt, men at det ikke altid går som man vil have det.

- Du kan ikke altid få det som du vil have det, specielt i fodboldverdenen, hvor så mange ting kan ændre sig lynhurtigt. Det er kompliceret, især som situationen ser ud i Barcelona lige nu, udtalte Messi til den argentinske avis Ole.

Udtalelser som den ovenstående er naturligvis guf for sportsmedierne, og i de efterfølgende timer bugnede de sociale medier med udtalelser om den lille troldmands fremtid. Spørgsmålet er dog, om nogen har råd til at betale de omkostninger, der vil være forbundet med at engagere Messi, hvis det altså overhovedet kan lykkes nogen at få lokket Barcelona-ledelsen til at sælge.

Den velansete spanske avis Marca har lavet et estimat på, hvor meget det vil koste en klub at få Messi ombord, og det er bestemt ikke blevet billigere af, at han i sommer underskrev en ny kæmpekontrakt med Blaugrana.

1,1 milliarder lyder deres umiddelbare bud, hvilket udelukkende er for at købe Messi fri af hans nuværende kontrakt. Ifølge Marca skal der dertil lægges 50 millioner euro  (omkring 375 mio. danske kroner) om året i bruttoløn. En kontrakt på fem år ville altså løbe op i små 1,9 milliarder kroner - vel at mærke hvis Messi går med til at bibeholde sit lønniveau. Altså argumenterer Marca for, at man skal stå klar med tre(!) millarder kroner for at sikre sig den lille argentinske troldmand i de næste fem år.

Umiddelbart er der ikke mange klubber, der har den slags penge på lommen - rigmænd i baghånden eller ej. De to mest købestærke klubber må stadig være Manchester City og PSG, der måske nok vil have den slags penge at smide efter Barcelona, men med FIFA's Financial Fair Play, så virker det mere end usandsynligt, at nogen klubber vil være i stand til at få fingrene i Messi.