Det knaser med sammenholdet i Englands U21-trup. Under tirsdagens 5-0-sejr over Litauen røg Manchester United-stjernen Wilfried Zaha og West Hams Ravel Morrison i totterne på hinanden. Stemningen var så dårlig, at der skulle holdkammerater til at skille de to kamphaner ad.

- Jeg husker ikke hændelsen, sagde Morrison efter kampen ifølge avisen Daily Mail.

Samme Morrison tiltrak sig meget opmærksomhed i kvalifikationskampen. Midtbanespilleren scorede to mål, hvoraf det ene var på en fremragende solopræstation, der rev litauernes forsvar fra hinanden.

Men West Ham-spilleren var ikke tilfreds trods sine to mål, og da England fik straffespark med et kvarter igen, blev Morrison så pigesur over, at det ikke var ham, der skulle sparke, at han lod temperamentet løbe af med sig. I stedet var det Saido Berahino, der scorede fra pletten. Og Morrison fik ikke sit hattrick.

Det gik åbenbart Morrison så meget på, at han højlydt brokkede sig. Brokkerierne blev for meget for Wilfried Zaha, der konfronterede sin negative holdkammerat. Morrison svarede igen ved at skubbe Zaha, og så var tumulten i gang. Flere skub blev udvekslet før en holdkammerat fik skilt dem ad.

Det engelske U21-hold fører deres kvalifikationspulje efter fire spillede kampe. Tre sejre og en enkelt uafgjort er det foreløbigt blevet til.