Alt skal gå op i en højere enhed, hvis Barcelona skal gøre sig håb om at blive en af det forjættede kvartfinale-land.

I aften skal de forsøge at vende et 0-4 nederlag til videre avancement mod PSG. Den samme udfordring stod Arsenal overfor i går, og det kan mildest talt siges, at englænderne faldt igennem med et samlet 2-10 nederlag. I aften skal muligheden dog være større for FC Barcelona, der før har leveret et af de flotteste CL-comebacks i historien. I 2013 havde man nemlig tabt den første kvartfinalekamp mod Milan på udebane med 0-2, men satte hjemme på Camp Nou alt på plads med en rungende 4-0-sejr.

 

Opgaven er enorm – eller rettere sagt umulig – hvis man skal tro historien. Aldrig før har et hold vendt et nederlag på 1-5 til avancement, men det er tæt på. 7. april 2004 bød spanske Deportivo La Coruña nemlig AC Milan velkommen på hjemmebanen Riazor til returkamp i Champions League-kvartfinalerne. Første kamp havde italienerne vundet med 4-1, så det var et Deportivo-hold med ryggen mod muren, der tog imod Kaka, Maldini og resten af det stjernebesatte hold. Det skulle dog blive en sensationens dag i det spanske, for La Coruña vandt 4-0 på mål af Walter Pandiani, Juan Carlos Valerón, Albert Luque og klublegenden Fran og kunne træde ind i semifinalen.

BT har samlet fem af de største CL-comebacks i historien over to kampe. Se dem herunder:

Foto: JAVIER SORIANO
Vis mere

6. april 2016: Real Madrid - Wolfsburg 3-0 (første kamp endte 2-0 til Wolfsburg)
Det var et selvtillidsfuldt Real Madrid-hold, der rejste til Wolfsburg i starten af april 2016. Fire dage forinden havde de hvidklædte kæmper vundet 2-1 over FC Barcelona på Camp Nou, og nu stod den på to overkommelige CL-kvartfinaler mod upåagtede Wolfsburg... skulle man tro. Tyskerne chokerede dog i første kamp og sendte Real Madrid hjem med et 2-0 nederlag i bagagen efter scoringer fra Ricardo Rodríguez og Maximilian Arnold. Scenen var derfor sat før returkampen på Santiago Bernabéu, og det skulle også vise sig at blive en af de helt store aftener i Madrid. Specielt én portugiser var i hopla, og der var hverken tale om Pepe eller Fábio Coentrão. Nej, det var selvfølgelig Cristiano Ronaldo, der med tre mål sikrede avancement til Real Madrid, der senere vandt turneringen. Portugiseren scorede to mål i første halvleg, før han efter pausen afgjorde kampen med et flot frisparksmål.

Foto: IAGO LOPEZ
Vis mere

7. april 2004: Deportivo La Coruña - AC Milan 4-0 (første kamp endte 4-1 til AC Milan)
»Der var engang.....« Det er næsten som at læse op af et eventyr, når anekdoterne om Deportivo La Coruñas storhedstid skal fortælles. Det er nemlig mange år siden, at det spanske hold har befundet sig i den europæiske top, men ikke desto mindre var La Coruña et kendt ansigt i Champions League i starten af 00’erne. I 2003/2004-sæsonen nåede spanierne frem til kvartfinalen i det fine selskab, og dér ventede et AC Milan-hold med Nesta, Maldini, Shevchenko, Kaká, Jon Dahl Tomasson og flere andre legender i truppen. Første kamp blev spillet i Italien, og der blev de spanske gæster fuldkommen spillet ud af banen og tabte med 4-1. To uger senere var det tid til revanche, og der kunne et helt ekstatisk hjemmepublikum se spanierne gøre det umulige. Allerede ved halvleg førte hjemmeholdet 3-0, og selvom Milan havde sine chancer for at reducere, kunne klublegenden Fran cementere det måske vildeste comeback i Champions League-historien, da han sparkede Deportivo La Coruña videre med et mål i det 76. minut.

Foto: LLUIS GENE
Vis mere

12. marts 2013: FC Barcelona - AC Milan 4-0 (første kamp endte 2-0 til AC Milan)
Det har aldrig været sjovt at være udebanehold på Camp Nou i Barcelona, og det kan specielt AC Milan skrive under på. De to hold skulle kæmpe om en kvartfinaleplads i 2012/2013-udgaven af Champions League, og i første kamp tog Milan det første stik med 2-0 hjemme på Stadio Giuseppe Meazza. Udgangspunktet var altså fremragende før returkampen, men der skulle kun gå fem minutter, før Messi på kanten af feltet krøllede bolden op i målhjørnet. Ikke lang tid efter skete der så det, som mange Milan-fans i dag stadig har mareridt om. Italiernernes frontangriber M’Baye Niang blev sendt alene afsted mod Victor Valdés i Barcelona-buret, men han sendte bolden på stolpen. En kæmpe chance, der kunne have slukket Barcelonas drøm, men ak - Niang brændte, og kort tid efter gjorde Messi det til 2-0 med endnu et flot mål. Anden halvleg foregik på hjemmeholdets præmisser, og med mål fra først David Villa og derefter Jordi Alba leverede catalanerne et flot comeback med 4-0 sejren.

Foto: GERARD JULIEN
Vis mere

6. april 2004: Monaco - Real Madrid 3-1 (første kamp endte 4-2 til Real Madrid)
Fernando Morientes og Real Madrid havde i mange år været en vaskeægte kærlighedshistorie, men en skæbnesvanger aprildag i 2004 blev historien forvandlet til et drama af de helt store. Spanieneren var på låneophold i Monaco efter at være blevet vejet for let i den spanske hovedstad, men da de to klubber mødtes i Champions League-kvartfinalerne beviste Morientes, at han bestemt stadig var en målræv af de helt store. I første kamp reducerede han til 4-2 på madrilenernes hjemmebane, og i returkampen stjal han igen fokus, da Monaco leverede sensationen. Raul gjorde det ellers til 0-1, men med to mål af den senere Barcelona-spiller Ludovic Giuly og et enkelt mål af Morientes endte kampen med 3-1 og et overraskende Monaco-avancement.

Foto: Michael Dalder
Vis mere

21. april 2015: Bayern München - FC Porto 6-1 (første kamp endte 3-1 til FC Porto)
Der er de hold, der brøler som en løve på hjemmebane, men som ligner en skræmt kat på udebane. Sådan et hold er FC Porto, og det viste de også i 2014/2015-udgaven af Champions League-kvartfinalerne, hvor portugiserne skulle krydse klinger med Bayern München. Hjemme på Estádio do Dragão tog Porto første skridt ind i semifinalerne, da de flot sendte de tyske mestre hjem med et 3-1 nederlag i bagagen. Den mulige sensation levede for portugiserne før returkampen, men det håb blev lynhurtigt slukket. Da der var spillet 45 minutter i München, fløjtede dommeren til pause, og så kunne 11 nedslåede Porto-spillere gå til pause, mens måltavlen viste 5-0 til hjemmeholdet. 1 x Thiago, 1 x Boateng, 1 x Müller og 2 x Lewandowski havde sendt gæsterne i sænk, og da kampen blev fløjtet af ved stillingen 6-1, kunne tyskerne juble over et af de største comebacks i Champions League-historien.