Cristiano Ronaldo scorede ikke bare fire mål mod Celta Vigo.

Portugiseren krydsede også i 7-1-demonteringen af liga-rivalen to store ting af på ’to do’-listen i sin Real Madrid-tid. Målene var nemlig med til at sende ham forbi to store mål-milepæle i én og samme kamp:.

  • Cristiano Ronaldo lavede sit mål nummer 250 i Primera Division-sammenhæng (han nåede faktisk op på 252 mål i alt).
  • Cristiano Ronaldo lavede sit mål nummer 350 i alt for klubben (han nåede op 352 mål i alt).

Sidstenævnte blev fejret med en speciel-designet trøje, som Real Madrid-præsident Florentino Perez efterfølgende overrakte til den målhungrende spiller.

Men én ting er antallet af mål – noget andet er hyppigheden af dem. For Cristiano Ronaldo nåede ikke kun de to milepæle, han nåede dem hurtigere end nogen anden. Og altså også hurtigere end ærkerivalen fra FC Barcelona Lionel Messi.

 
Der stod Ronaldo på det hele, da de i eftermiddags kørte Celta Vigo over 7-1 på Bernabeu
Vis mere

Vi kigger på ligamålene først, hvor Cristiano Ronaldo blev den kun tredje spiller til at nå op på de 250 mål.

Cristiano Ronaldo har kun brugt 228 ligakampe på at score de 250 mål, hvilket er mindre end de to andre, der har målscoret sig helt derop: Lionel Messi brugte 289 ligakampe at score de 250 mål, mens Telmo Zarra (huserende i 40erne og 50erne for Athletic Bilbao) brugte 269 kampe på det.

I La Liga-sammenhæng har Lionel Messi dog stadig scoret flest mål nogensinde: 304 styk. Her gik Cristiano Ronaldo dog lørdag forbi Telmo Zarra, som sluttede karrieren med 251.

Men Cristiano Ronaldo nåede altså også forbi 350-måls-grænsen set over alle turneringer for samme klub, i løbet af kun 335 kampe for Real Madrid. Hvilket ingen anden nogensinde har gjort så  hurtigt tidligere i hele Europa.

De fire mål mod Celta Vigo udløste også lige et par andre bemærkelesværdige tal for Cristiano Ronaldo:

  • Det var sjette gang, at han i ligaen scorede fire mål i en kamp for Real Madrid.
  • Det var hans 30. hattrick i ligaen (også rekord) – og hans 36 hattrick i alt for Real Madrid. Hvilket, nåja, også lige er et mere end Lionel Messi, der senest lavede ét i torsdags. Og flest i spansk fodbolds historie.

De fire mål mod Celta Vigo sendte også Cristiano Ronaldo til tops på La Ligas topscorer-liste. Her ligger han nu øverst med 27 mål, hvilket er to mere end FC Barcelonas Luis Suarez på 25. (Her ligger Lionel Messi som den næste med 19 mål, men argentineren var også ude med en skade et par måneder i efteråret).

Efter kampen sagde Real Madrid-træner Zinedine Zidane: »Han er i Madrid, han er stærk, han kan score fire mål på 40 minutter. Det ville jeg aldrig have kunnet gøre. han er unik,« lød det fra den franske træner.

Trods Cristiano Ronaldos mange mål ligger Real Madrid altså stadig langt efter FC Barcelona i liga-tabellen. Senere i dag kan topholdet igen øge afstanden mellem de to hold til 12 point med en sejr ude over Eibar.