EM-kvalifikationskampen mellem Montenegro og Rusland endte i en kæmpe skandale. Det kan komme til at koste hjemmeholdet Montenegro dyrt.

Ved stillingen 0-0 måtte kampens tyske dommer af tyrkisk oprindelse, Deniz Aytekin, afbryde kampen. På det tidspunkt var begge holds spillere kommet i slåskamp, efter en russisk spiller var blevet ramt af kasteskyts fra tilskuerpladserne.

Det var dråben, der fik det berømte glas til at flyde over i en hektisk og skandaløs forestilling.

(Se videoer fra skandalekampen nederst i artiklen)

Russernes målmand Igor Akinfeev måtte efter bare et minuts spil forlade kampen på en båre, efter han var blevet ramt af romerlys. Han måtte en tur på hospitalet, hvor han ifølge Ruslands landstræner Fabio Capello fik konstateret forbrændinger på halsen.

Det russiske fodboldforbund har meldt ud, at de vil indberette skandalekampen til det europæiske fodboldforbund UEFA. Og mon ikke der venter en hård straf til montenigrinerne. Selv er de i hvert fald ikke i tvivl om, at der venter en straf.

»Mine spillere er helt slået ud, hverken de eller jeg ved, hvad vi skal sige efter alt dette,« siger Montenegros landstræner Branko Brnovic.

Han er ikke i tvivl om, at holdet taberdømmes på grund af de voldsomme uroligheder.

»Vi har nu ingen chance for at kvalificere os, og vores fans får også en længere karantæne. Heldigvis har præsidenten for vores fodboldforbund, Dejan Savicevic, et godt ry i UEFA,« lyder det håbefuldt fra landstræneren.

I den anden lejr mener Ruslands italienske landstræner, Fabio Capello, at kampen burde være stoppet før det hele kogte over.

»Kampen skulle have været afbrudt noget før, men når dommeren beslutter, at vi skal spille videre, kan vi ikke gøre andet,« siger Capello til det russiske medie Sovsport.ru.