Den islandske liga cup-kamp mellem Fram og Breidablik måtte afbrydes efter 70 minutter efter fuldstændig vanvittige vejrforhold.

Hvis Superliga-spillerne herhjemme vælger at brokke sig over forholdene, kan de bare kigge op mod atlanten og mod Island, hvor fodboldspillerne spiller under helt andre vilkår. Det måtte Fram og Bredablik i hvert fald sande, da de var ved at blive blæst helt ud af banen i bogstaveligste forstand torsdag.

Et voldsomt snevejr ramte banen, og mens reservespillerne blev sneet helt til, var spillerne på banen ved at blive blæst væk, og så måtte dommeren til sidste opgive at fuldføre kampen.

En venlig Twitter-bruger har givet os lov til at vise billederne fra de forrykte vejrforhold.

Faktisk havde klubberne forsøgt at få flyttet kampen til at blive spillet indendøre, da vejret på Island i marts er kendt for at være voldsomt og uforudsigeligt, men det nægtede det islandske fodboldforbund.

»Tidligere på ugen bad vi om at få flyttet kampen indendørs, men forbundet ville ikke høre på os,« siger pressechefen for Breidablik, Petur Omar Agustsson, til TV2 Norge.

Kampen blev afbrudt ved stillingen 1-0 til Breidablik, og det er endnu uvist, hvornår den bliver færdigspillet.

Breidabliks træner var rystet over, at kampen overhovedet blev spillet.

»Det er forfærdeligt for fodbolden. Det var intet fodbold over det. Det var vanskeligt at stå oprejst. Det sneede jo helt sindssygt,« sagde Arnar Gretarsson til fotbolti.net, efter kampen blev afbrudt.