Et midterforsvar med europæisk klasse.

FC København fightede sig torsdag aften til avancement til Europa Leagues 1/8-finaler. 0-0 hjemme mod bulgarske Ludogorets var rigeligt, da københavnerne havde vundet det første opgør med 2-1.

Se herunder, hvordan BT vurderer FCK-spillernes præstationer i Parken:

------

Robin Olsen

Havde en enkelt svipser, da han tabte bolden ud af hænderne og gav et hjørnespark, men kunne ellers bare se til, når Ludogorets sparkede forbi eller uden power fra distancen.

7

Peter Ankersen

Vestjyden kan så meget, men hans indlæg har det med at svigte ham, når det virkelig gælder. Det gjorde de igen torsdag aften. Hans påpasselighed i de defensive pligter trækker en smule op.

4

Mathias Zanka Jørgensen

FCKs nye anfører bærer bindet efter alle kunstens regler. ’Zanka’ fører an verbalt, men så sandelig også med sine præstationer. Lige nu er FCK-symbolet bedre end nogensinde før. Det siger en del!

10

Erik Johansson

Det virker umuligt at få svenskeren ud af fatning, og med sne i maven holdt han sammen med sin faste makker styr på et forsvar, der ikke blev lige så godt beskyttet af midtbanen, som den plejer.

10

Ludwig Augustinsson

Det har været en skidt start på foråret fra den svenske back, og han så hellere ikke ud til at ramme noget topniveau i sin tredje kamp fra start. Kom klart bedre med i anden halvleg med flere farlige indlæg.

7

Rasmus Falk

Fynboen kæmper forbilledligt i det defensive, men opgøret var ikke skræddersyet til en spiller med hans kvaliteter. Falk spiller dog meget få dårlige kampe, og dette var heller ikke en.

7

Aboubakar Keita

Ivorianeren var jokeren på Ståle Solbakkens holdkort, men den unge midtbanekriger ryger nok en tur nederst I bunken næste gang. Keita har åbenlyse kvaliteter, men i aftes havde han svært ved at følge med.

4

Uros Matic

Serberen ligner en klokkeklat gevinst for FCK-holdet. Så klart kan det egentlig siges. I William Kvists fravær var det Matic, der med teknik og nærkampsstyrke holdt styr på den hvidklædte midtbane.

7

Youssef Toutouh

Toutouh var instrumental I det første opgør i Sofia, men i returen var instrumentet ikke stemt ordentligt. Den kreative spiller, der kan splitte et forsvar, viste sig aldrig for alvor under Parkens tag.

4

Federico Santander

Solbakken er muligvis nødt til at rejse en tur til Paraguay, for Santander ser ud til at have glemt sin fodbold-mojo i hjemlandet i juleferien. Skidt i flere parametre af spillet og slet ikke farlig.

4

Andreas Cornelius

Masser af fight som altid hos den bomstærke actionman, der dog ikke havde timingen, når bolden endelig ramte hans område i feltet. Stort plus for arbejdsindsatsen - lille minus for målmangel.

7

Ståle Solbakken

Havde valgt den frække løsning med Keita på midten i fraværet af Kvist og Gregus, og mens Keita ikke var prangende, gav det alligevel en ro i holdet at holde sig til den velkendte 4-4-2.

10