Det gik vildt til, da Galatasaray slog Trabzonspor 2-1 i den tyrkiske Superliga. Fire spillere - og dommeren - fik det røde kort.

Alle de røde kort gik til Trabzonspors spillere, der således sluttede med kun syv mand på banen.

Özer Hurmaci fik sit andet gule kort - og dermed rødt - efter en times spil. Der var stillingen 1-0 til Trabzonspor, men kort tid efter udlignede Lukas Podolski for Galatasaray.

Ti minutter senere fik Aykut Demir også sit andet gule kort, og mod slutningen af kampen gik det så helt galt for udeholdet.

Dommer Deniz Bitnel dømte straffespark til Galatasaray, hvorefter forsvarsspilleren Luis Pedro Cavanda i frustration løb ind i dommeren. Det udløste på stedet et rødt kort.

Efterfølgende tabte dommeren det røde kort på jorden, og så samlede indskiftede Salih Dursun kortet op, viste det til Deniz Bitnel og pegede mod udgangen som for at vise, at dommeren også skulle ud på grund af sine kendelser.

Det endte dog med, at Salih Dursun selv fik det røde kort for sin aktion.

Selcuk Inan omsatte straffesparket til mål, og takket være sejren ligger Galatasaray nummer tre i den tyrkiske liga. Det er seks placeringer højere end Trabzonspor.

 

SMS

Hitter på Facebook