Nicklas Bendtner er normalt en meget aktiv bruger af Instagram. Men nu har den snart 29-årige danske angriber tilsyneladende besluttet sig for at gøre rent bord.

I hvert fald har Nicklas Bendtner slettet de flere hundrede billeder, han havde liggende på Instagram og kun beholdt et enkelt - det vil sige egentlig er der to, men det ene er helt hvidt.

Det andet derimod er et billede af Nicklas Bendtner i Nottingham Forest-trøjen.

Efter mange år med al for megen ballade uden for banen lyder alle rapporter fra klubben i den næstbedste række på, at Nicklas Bendtner virkelig har taget skeen i den anden hånd, efter at han blev fyret i VfL Wolfsburg sidste forår og skiftede til Nottingham Forest i efteråret. Han arbejder efter sigende både hårdt og seriøst.

Senest har Nicklas Bendtner kæmpet sig tilbage på holdet efter at have været skadet. Sidste fredag var han med, da Nottingham Forest hjemme slog topholdet Newcastle med 2-1. Her scorede Nicklas Bendtner værternes udlignende mål. Forinden havde han dog brændt et straffespark.