Den engelske landsholdsback Kieran Gibbs forsøger til dagligt at forhindre, at modstanderen scorer imod Arsenal i Premier League. Men udenfor banen har han ladet paraderne været nede overfor 27-årige Serena Skov Campbell fra Danmark.

Hun er ph.d.-studerende i nanoteknologi fra Hjerting ved Esbjerg - han er Premier League-profil for Arsenal. Begge bor de i storbyen London og er kærester. Men der er ikke tale om et starcrush, forklarer Serena Skov Campbell om kæresten Kieran Gibbs i en artikel i Jydske Vestkysten:

»Vi mødtes gennem nogle venner. Jeg har ingen anelse om fodbold, så jeg vidste ikke, hvem han var. Jeg syntes bare, han så sød ud,« siger hun til jv.dk.

Men det gør de fleste fodboldfans nok. For 26-årige Kieran Gibbs spiller til dagligt for Premier Leagues førerhold, Arsenal, som han har spillet 199 kampe for. Samtidig repræsenterer venstre backen også England på landsholdet, hvor det er blevet til 10 landskampe siden debuten i 2010.

Serena Skov Campbell er halvt britisk og kom til Danmark som barn, hvor størstedelen af hendes opvækst er tilbragt i Hjerting. Efter hun fik studentereksamen fra Esbjerg Statsskole, forlod hun familien bestående af forældrene, en bror og en søster for at vende tilbage til England. Her tog hun sin Master på University of Manchester, inden turen gik til London, hvor hun nu bor og tager sin ph.d. på King's College.

Tiden er knap i storbyen, og det kræver svær planlægning for at få tid til at se vennerne, forklarer Serena Skov Campbell i artiklen. Men med hensyn til kæresten, Kieran Gibbs, lykkedes det dog uden store problemer:

»Hele London-livsstilen betyder, at man skal gøre noget ud af at mødes, men det klarer vi fint,« siger hun til jv.dk.

Om fremtiden fortæller Serena Skov Campbell, at hun godt kunne tænke sig at rejse ud i verden for at undervise i fysik i Amerika eller Asien. Om Kieran Gibbs stramme program som professionel fodboldspiller kan forenes med de drømme, må tiden vise.

BT Sporten har været i kontakt med Serena Skov Campbell, der ikke har lyst til at udtale sig yderligere om forholdet til den kendte Arsenal-spiller.