David Beckhams søn, Brooklyn Beckham, har udgivet en bog med billeder fra hans opvækst. Men billederne imponerer ikke just.

Brooklyn Beckham fortæller i billeder om sit liv med sine berømte forældre, Victoria og David Beckham, hvor de har rejst jorden rundt, boet på luksushoteller og altid har haft journalister og fotografer i hælene.

Bogen er 300 sider lang - og rigt illustreret af billeder, som Brooklyn Beckham selv har taget. Men hverken billeder eller billedtekster imponerer fagfolk.

»Elefanter i Kenya. Der er svære at fotografere, men de er utrolige at se på,« skriver Brooklyn Beckham om et stærkt underbelyst billede af en elefant.

»Middag. Det er svært at se, men man kan fornemme, at der foregår en masse,« skriver han om det efterfølgende billede af et aflangt middagsbord med tallerkener, hvor hverken belysning eller perspektiv er særlig heldigt.

»Jeg er en stor fan af Brooklyn Beckhams elendige billeder og endnu værre billedtekster,« skriver billedredaktør på Ipaper, Alice Jones, sarkastisk på sin Twitter-konto.

Royal fotograf på den britiske avis The Sun, Arthur Edwards, siger til sin avis:

»Ikke et eneste af disse billeder er skarpe, og mange af dem har en dårlig belysning. Det er nok ikke en god idé at udgive en foto-bog, førend man behersker de grundlæggende foto-teknikker. Jeg vil nærmest kalde det en hån mod professionelle fotografer.«

Forlæggeren, Penguin Random House, forsvarer dog udgivelsen.

»Jeg ser en bog af en teenager for andre teenagers, der ønsker større indsigt i hans liv,« siger administrerende direktør i Penguin Random House, Francesca Dow, til the Independent.