FC Barcelona vandt søndag 3-2 i den vigtige ligakamp på udebane mod Real Madrid, og det var lige noget, som modellen Suzy Cortes - også kendt som Miss Bum Bum - kunne bruge.

Miss Bum Bum er en stor fan af FC Barcelona i almindelighed og af Lionel Messi i særdeleshed.

Målet til 3-2 var helt specielt, fordi det for det første gav FC Barcelona tre point og en føring i ligaen, og for det andet var målet nummer 500 for FC Barcelona af den lille argentinske troldmand.

Det måtte Miss Bum Bum fejre, og det gjorde hun så på sin Instagram-konto.

Iført en Messi-trøje med nummer 10 på ryggen skrev brasilianske Suzy Cortes 500 på sine bare balder.

På et andet billede kan man se Miss Bum Bum uden overdel - men med ryggen  til - hylde Messi med balloner med bogstaverne i hans efternavn og dertil fem stykker med påskriften 100 på hver.

På andre billeder på Instagram-kontoen kan man se, at det langt fra er første gang, Miss Bum Bum har fået taget billeder af sig selv uden ret meget tøj på.

Det spændende bliver, hvad hun vil gøre, hvis FC Barcelona ligefrem ender med at tage det spanske mesterskab.

FC Barcelona mangler fem kampe, mens Real Madrid mangler seks. Holdene har i skrivende stund lige mange point, men FC Barcelona fører rækken, fordi de er bedst indbyrdes.