Nicklas Bendtner er i fuld gang med vintertræningen, inden bolden ruller igen i Bundesligaen. Den danske Wolfsburg-angriber er åbenbart godt tilfreds med sin nuværende fysik, selvom han håber på at kunne forbedre den yderligere.

Han har lagt en selfie ud på Instagram, hvor han flasher sin trimmede overkrop:

»Endnu en morgenløbetur udført. Jeg bliver bare stærkere. Det her er kun rammen, ikke det færdige billede,« skriver Bendtner som kommentar til sit selvportræt. Læs mere her:

Det er stadig et åbent spørgsmål, om Bendtner fortsætter karrieren i Wolfsburg, eller om han søger væk i januar måneds transfervindue. I sidste uge gik der således rygter om, at danskeren havde taget afsked med sine holdkammerater i Folkevognsklubben, men det afviste han:

»Jeg har ikke sagt farvel til nogen. Jeg spiller for Wolfsburg og er indstillet på at arbejde videre der.«

Han fastslog dog samtidig over for BT, at han ikke var tilfreds med sin status som reserveangriber uden spilletid i den tyske klub.

»Min situation er uden tvivl uholdbar, og jeg er på ingen måde forløst. Men så længe at jeg har kontrakt med Wolfsburg (det har Bendtner halvandet år endnu, red.), så respekterer jeg den.«

Wolfsburg spiller første kamp efter Bundesligaens vinterferie den 24. januar ude mod Eintracht Frankfurt.