Alexis Sanchez scorede målene i 2-0-sejren over Hull. Det første med hånden. Det andet på straffe i overtiden.

Arsenal er tilbage på rette spor i jagten på førerholdet Chelsea i Premier League efter to nederlag i træk.

Lørdag slog Arsène Wengers mandskab på hjemmebane Hull med 2-0 efter et kontroversielt åbningsmål.

Alexis Sanchez satte Arsenal på sejrskurs efter godt en halv times spil, da han tilfældigt slog bolden over målstregen med hånden.

Den afgørende scoring faldt efter et højt Arsenal-tryk langt fremme på banen, hvor det blev til flere afslutninger i samme angreb.

Sanchez fulgte op tæt foran mål og fik tacklet bolden ind på Hull-keeper Eldin Jakupovic, så den fløj videre op på chilenerens højt hævede hånd og ind i målet til 1-0.

Gæsternes spillere appellerede for hånd på bolden til dommeren, der dog overhørte protesterne.

Arsenal-føringen havde luret gennem længere tid efter en fin og aggressiv indledning af hjemmeholdet.

Værterne forsømte længe at få scoret det vigtige 2-0-mål, der kunne lukke kampen.

Derfor blev det meste af anden halvleg en nervøs forestilling for karantæneramte Arsène Wenger på tribunen.

I de sidste kvarter havde Hull overtaget, og udligningen var flere gange tæt på.

Både Lazar Markovic og den norske indskifter Adama Diomande kom til hovedstødsforsøg. Andre gange sværmede Hull-spillerne i straffesparksfeltet, og der skulle blot en lille fodfejl til at spolere Arsenal-forløsningen.

I overtiden slog Arsenal en kontra, hvor Hull-keeper Eldin Jakupovic gik for langt ud af sit mål for at stoppe Alexis Sanchez.

Chileneren kom først til bolden og slog den ind i feltet, hvor Sam Clucas gjorde sig lidt for bred og blokerede et Arsenal-hovedstød med armen.

Clucas blev udvist, og bagefter kunne Sanchez gøre det til 2-0 fra straffesparkpletten.

Arsenal har 50 point på Premier Leagues tredjeplads - ni point færre end førerholdet Chelsea. Hull er tredjesidst.

Arsenal og Hull har spillet 25 kampe, mens ligaens øvrige hold blot har spillet 24.

/ritzau/