Når Ajax tirsdag aften gæster FC Barcelona i Champions League, er der ikke alene mulighed for masser af dansk deltagelse. En dansker ser på forhånd også ud til at kunne blive forskellen på succes og fiasko for de hollandske gæster.

Siden Lasse Schönes skifte til Ajax i 2012 har han for alvor vist prøver på sit talent. Med en sparketeknik i verdensklasse og et sublimt overblik har Schöne udviklet sig til en nøglespiller i klubben. Det hele kulminerede i sidste sæson, hvor den tidligere Nijmegen-spiller blev kåret til årets spiller af både fans og klubben.

Men trods den åbenlyse succes har Lasse Schöne haft svært ved at bide sig fast på det danske landshold. Senest tilbragte offensiv-spilleren 10 dage uden for Morten Olsens søgelys, da Danmark mødte Albanien og Portugal. Schöne indrømmer da også, at det er en mærkelig situation den ene dag at være bænkevarmer på landsholdet - til den næste at være nøglespiller i en kamp mellem to af Europas mest traditionsrige klubber.

-  Når man er vant til at spille hele tiden, er det svært slet ikke at få noget spilletid (på landsholdet, red.). Det var 10 lange dage i samlingen, siger han til bt.dk og fortsætter.

- I Ajax er jeg fast mand, mens jeg ikke spiller særlig meget for landsholdet. Før sidste samling spillede jeg godt nok to kampe i træk, men ellers har det jo været sådan i noget tid. Selvfølgelig er det noget af en omvæltning, men sådan er fodboldverdenen. Der er ikke meget, jeg kan gøre ved det. Men det er da klart, at det ikke er sjovt.

Men selvom Lasse Schöne altså går fra hollandsk succes til konstante skuffelser med landsholdet, har Ajax-spilleren ikke talt med Morten Olsen om de manglende minutter. Og en venskabelig samtale ser heller ikke ud til at være på tapetet i den nærmeste fremtid.

- Vi har ikke talt sammen, og han har sikkert sine grunde. Det er ærgerligt. Der er ikke noget, jeg hellere vil end at spille kvalifikationskampe.

- Det er fedt at være på landsholdet, og det er noget af det største, man kan opnå. Men man vil spille kampe - og det er klart, at når man har været samlet i 10 dage og ikke har spillet ét minut, så tager man ikke derfra med et smil.

I aftenens kamp mod mægtige Barcelona ser Lasse Schöne derfor frem til endnu engang at kunne bevise, at han har evnerne til at være med på højeste niveau.

- Man skal selvfølgelig forsøge at bevise noget hver gang, men en kamp mod Barcelona er da speciel. Den bliver set over hele verden, så selvfølgelig giver man den lige noget ekstra for at gå ind og gøre en god figur, siger Schöne, der tror på, at de undertippede gæster kan drille Barcelona.

I Champions League sidste år mødtes de to hold også i gruppespillet, og mens det på udebane blev til et 4-0-nederlag, så udspillede Ajax i perioder det spanske storhold på hjemmebane. En kamp, de hollandske mestre vandt med 2-1.

- Vi beviste sidste år, at vi kan gøre det svært for dem. Vi skal bare ind og spille vores eget spil - i hvert fald prøve at gøre det svært for dem. De har så meget kvalitet, at hvis man dummer sig et par gange, går det hurtigt. Men vi skal turde spille, og så må vi se, hvor det bærer hen.