Leicester Citys manager, Claudio Ranieri, er en stolt mand, efter at han har ført klubben til sit første engelske mesterskab nogensinde.

»Det her havde jeg slet ikke forventet, da jeg kom,« sagde Claudio Ranieri natten til tirsdag, efter at mesterskabet var blevet en realitet, fordi Chelsea og Tottenham spillede 2-2.

Italieneren kom til Leicester inden denne sæson. Sæsonen forinden havde Leicester kæmpet for at undgå nedrykning.

»Jeg er en pragmatisk mand, og jeg gik bare efter at vinde den enkelte kamp og forbere spillerne fra uge til uge. Hvor det ville ende henne, havde jeg ingen anelse om,« sagde Claudio Ranieri.

Men nu hvor mesterskabet er i hus, er den 64-årige mand lykkelig.

»Jeg er så stolt. Jeg er glad på vegne af spillerne, af formanden, af staben ved Leicester City, af fansene og af hele Leicester-området. Det er en utrolig følelse,« sagde Claudio Ranieri.

»Spillerne har været fantastiske. Deres fokus, deres målrettethed og deres ånd har gjort dette her muligt. I alle kampe har de kæmpet for hinanden, og de er værdige mestre,« sagde han.