Kasper Schmeichels chef, Leicester-manager Claudio Ranieri, drømmer om 40 point mere.

Leicester måtte i lørdagens sene Premier League-opgør nøjes med 1-1 ude mod Aston Villa, men det ene point betød ikke desto mindre, at Kasper Schmeichels klub er oppe på førstepladsen med et point ned til Arsenal og Manchester City. Arsenal spiller dog søndag ude mod Stoke.

»Vi vil gerne have 40 point mere,« sagde Leicester-manager Claudio Ranieri efter kampen ifølge BBC.

»Jeg sagde fra starten af sæsonen, at vi gerne ville have 40 point,« sagde italieneren med henvisning til, at 40 point i de fleste sæsoner er tilstrækkeligt til at undgå nedrykning.

»Vi fik 39 point i første halvdel af sæsonen, og vi vil gerne forbedre os hele tiden, så næste mål må være at få 40 point i den anden halvdel af sæsonen. Jeg ved godt, det er ambitiøst, men hvorfor ikke,« spurgte Claudio Ranieri.

Leicester kom foran i første halvleg ved japaneren Shinji Okazaki, hvorefter Riyad Mahrez brændte et straffespark. I stedet fik Aston Villa 1-1, da indskiftede Rudy Gestede udlignede i anden halvleg.

»Vi begyndte rigtig godt. Aston Villa var måske lidt nervøse i starten af kampen. Vi kunne have lukket kampen, men så brændte vi straffesparket, og Aston Villa fik ny tro på, at det kunne lade sig gøre at få noget ud af kampen,« sagde Claudio Ranieri.

»Vi var lidt uheldige med, at de udlignede, for deres angriber tog bolden med hånden. Men sådan er fodbold, og et point er okay,« tilføjede han.

For Aston Villa markerede kampen, at holdet gik ud af ugen som ubesejret efter sejr over Crystal Palace tirsdag. Der er dog stadig lang vej op, hvis holdet vil undgå at rykke ud af Premier League.

»I første halvleg var vi ikke på samme niveau som mod Crystal Palace, men det blev bedre i anden halvleg. Et point mod nummer et er ok, og man kunne slet ikke se den store forskel i tabellen på banen,« sagde Aston Villas manager, Remi Garde.