Kasper Schmeichel glæder sig til den lovede landsholdsdebut, men vil ikke kun nøjes med Makedonien

Det kom som noget af en overraskelse, da landstræner Morten Olsen i sidste uge meldte ud, at Kasper Schmeichel får sin officielle A-landsholdsdebut på onsdag mod Makedonien.

Dermed har Schmeichel qua fast spilletid for Leicester i den næstbedste engelske række overhalet både Stephan Andersen og Anders Lindegaard i kampen om målmandspositionen på landsholdet. En historisk dag på onsdag hvor der atter bliver plads til en blond Schmeichel 12 år efter farmand Peter Schmeichel spillede sin sidste landskamp. En kæmpe drøm går i opfyldelse for Kasper Schmeichel, når han får lov til at gå i fodsporene på sin far.

- Det er ikke kun på grund af min far, men jeg tror, at jeg som alle andre drenge altid har drømt om at repræsentere mit land på højeste niveau. Den dag man bliver professionel fodboldspiller, så begynder man også at drømme om at spille på landsholdet, og det er noget, som jeg har kæmpet i mange år for at opnå, forklarer Kasper Schmeichel i en snak med BT.

- Jeg er jo på en måde vokset op med landsholdet på grund af min far, og jeg tror da også, at mine forældre vil være stolte, hvis landsholdsdebuten kommer her på onsdag. Men det er ikke mere specielt for mig på grund af min far. Jeg har holdt med landsholdet lige siden jeg var lille knægt, så det er stort selv at være med nu.

Nogle vil hævde, at det udelukkende er for at give Kasper Schmeichel landsholdsdebut i en periode, hvor Stephan Andersen og Anders Lindegaard begge er på bænken i deres respektive klubber. Men når de vigtige VM-kvalifikationskampe mod Tjekkiet og Bulgarien kommer sidst i marts, så vil Kasper Schmeichel også stå.

- Jeg vil spille. Sådan er jeg som person. Hvis jeg er så heldig at få chancen mod Makedonien, så vil jeg også gribe chancen. Jeg er ikke i tvivl om, at alle os målmænd omkring landsholdet vil gøre alt for at spille. Jeg er nået til et punkt i min karriere, hvor jeg ikke bare vil være tilfreds med at kigge på, siger den stærke Leicester-målmand som nu er blevet 26 år.

- Jeg har prøvet at sidde på bænken i en storklub, og jeg synes ikke det er specielt sjovt. Jeg har den holdning, at jeg vil spille hver gang, og i Leicester spiller jeg alle kampene. Jeg har ikke misset en eneste kamp, siden jeg kom til klubben, og det er jeg glad for, at jeg får lov til af manageren at spille alle kampe, forklarer han.

Kasper Schmeichel mener, at han kan have en fordel i målmandskonkurrencen på landsholdet i og med, at han spiller fast hver gang.

- Det betyder da noget for enhver målmænd at spille hele tiden. Men jeg vil slet ikke komme i landsholdslejren på mandag og tage noget for givet. Jeg vil give mig 100 procent i alt og vise, at jeg fortjener at spille. Og så vil jeg forsøge at gribe chancen med begge hænder for at vise, at jeg er værd at satse på for landstræneren. Også til de vigtige kval-kampe, siger Schmeichel.

Hans navn er flere gange blevet sat i forbindelse med en af de større Premier League-klubber, og engelske medier nævnte ham sågar i forbindelse med Real Madrid som mulig afløser for sigt for Iker Casillas.

- Det er da altid smigrende at blive sat i forbindelse med en kæmpe klub som Real Madrid. Jeg tror ikke, at der ville være nogen, der kunne sige nej til Real Madrid. Men det vigtigste for mig lige nu er, at jeg har det godt hvor jeg er. Jeg er i en klub, hvor tingene fungerer, og vi spiller med om oprykning til Premier League, siger Kasper Schmeichel.