Kasper Schmeichel tager den fornyede konkurrence i Leicester-målet med ro. Han ser det endda som en nødvendighed.

De engelske mestre fra Leicester hentede søndag en ny målmand til klubben i form af den tyske verdensmester Ron Robert-Zieler, der kommer til klubben fra tyske Hannover 96. Det er ikke umiddelbart godt nyt for danske Kasper Schmeichel, der hidtil har siddet sikkert på målmandsposten i Leicester.

Den forøgede konkurrence åbner for muligheden, at Schmeichel kommer til at spille færre kampe i den kommende sæson, hvor Leicester både deltager i Premier League, Champions League og i de to hjemlige cup-turneringer, Liga Cuppen og FA Cuppen. På anden vis kan det også ses som en gardering fra Leicesters side, for Kasper Schmeichel er blevet et varmt navn rundt omkring i Europa efter Leicesters eventyrssæson.

Selv tager han det dog roligt.

Hvad tænker du om den øgede konkurrence?
»Det er jo klart, at vi bliver nødt til det. Vores andenmålmand (Mark Schwarzer, red.) har kontraktudløb, så jeg regner med, at de måske henter én til. Vi kæmper på mange fronter næste sæson, så vi skal have gode forstærkning på alle positioner.«

Er det noget, du frygter for?
»Jeg er meget tilfreds med, hvordan jeg har klaret det i Leicester, og jeg fortsætter, som jeg altid har gjort. Jeg håber selvfølgelig at spille alle de kampe, jeg kan. Og jeg tror, det er det samme for alle spillere i klubben. Men vi er nødt til at hente nye spillere ind på alle positioner, for vi er en lille trup.«

Schmeichel har kontrakt med Leicester frem til sommeren 2018.