Manchester City har vist forrygende form på det seneste og slog i weekenden Premier Leagues tophold, Arsenal, med hele 6-3.

Der var derfor intet at sige til, at Leicester med Kasper Schmeichel på mål var chanceløs, da stjerneparaden fra City lagde vejen forbi King Power Stadium i femte runde af Capital One Cup'en. 

Gæsterne leverede simpelthen en professionel indsats og vandt en meget sikker 3-1-sejr i en kamp, hvor danskeren trods cifrene leverede en ganske fin præstation. 
 
Flere gange var hjemmeholdet spillet helt tyndt, og alene i første halvleg kunne klubben fra den næstbedste engelske række, The Championship, takke den danske målmand for, at han med to flotte redninger forhindrede udeholdet i at være mere foran end de 2-0.  

For selv om Manchester Citys manager, Manuel Pellegrini, lod flere af sine profiler få et hvil i denne travle december, kunne afløsere som Joe Hart, Jesus Navas og Edin Dzeko i startopstillingen boltre sig og levere indsatser, som må give god grund til trofæhåb i den rige klub.

Første mål stod Aleksandar Kolarov for efter kun otte minutters spil, da han krøllede et frispark så højt op i hjørnet, at det var nok til at gå i mål, til trods for at Kasper Schmeichel fik hånden på.

Kort før pausen var det så Edin Dzekos tur til at vise, at han ikke umiddelbart er blevet uskarp af de mange minutter, han bruger på bænken. City udspillede Leicester gennem flot kombinationspil mellem David Silva og Aleksandar Kolarov, og til sidst kunne den bosniske angriber blot heade bolden i jorden uden chance for Kasper Schmeichel. 0-2.

Herfra var det tydeligt, at Leicester havde mistet al mod til at jagte overraskelsen og sende giganten fra Manchester ud i mørket. 

Leicester stod endda og snorksov ti minutter inde i anden halveg, da udeholdet fik et relativt ufarligt indkast. James Milner stillede sig ganske ubemærket hen på baglinjen, og da ingen dækkede ham op, fik han bolden bag forsvarslinjen, så han blot skulle lægge bolden tilbage til Dzeko, der med en inderside skød den modsat Kasper Schmeichels retning.

Nu var City videre og kunne slippe gaspedalen, og så gjorde det intet, at Lloyd Dyer mod slutningen af kampen fik et trøstende mål til det slagne hjemmehold.