Det gik hurtigt, da Brendan Rodgers søndag blev fyret i timerne efter det Merseyside-derby, der endte med at blive hans sidste kamp i spidsen for Liverpool.

Både BBC og Liverpool Echo har oprullet, hvordan det forløb søndag, da manageren fik beskeden om, at tiden i klubben var slut.

BT giver her overblikket:

Beslutningen om at udlevere en fyreseddel til Brendan Rodgers var allerede taget af klubbens ejere i Fenway Sports Group (FSG) inden søndagens Premier League-kamp mod Everton. Den endte 1-1, og selv en Liverpool-sejr havde ikke ændret på beslutningen.

Efter kampen kørte den samlede spiller- og trænerstab til klubbens anlæg i Melwood. Her fik Brendan Rodgers beskeden om fyringen via et ’oversøisk’ opkald fra FSG-boss Mike Gordon.

Efterfølgende skulle Liverpool-direktør Ian Ayre have besøgt Brendan Rodgers derhjemme for at uddybe beslutningen. Resultaterne i indeværende sæson, både i Europa og i Premier League har ikke været tilfredsstillende.

Ifølge medierne skulle den 42-årige manager have taget ’godt’ mod fyresedlen. Med værdighed, med ophøjet pande.

På den negative side har Brendan Rodgers på grund af timingen dog ikke fået sagt farvel til mange af spillerne i Liverpool. Flere tog efter Everton-kampen direkte ud på landsholds-opgaver, da der er EM-kvalifikationskampe i den kommende tid.

Indtil videre er Brendan Rodgers’ assistenter ikke blevet fyret. Sean O’Driscoll, Gary McAllister og Pep Linders er stadig i klubben. De to førstnævnte forventer at klare træningen for de spillere, der ikke er rejst ud til landsholdsopgaver – indtil den nye manager er på plads.