Heller ikke Simon Kjærs VfL Wolfsburg kunne stoppe Bayern München, der bl.a. scorede et saksesparksmål ved den tidligere Wolfsburg-spiller Mario Mandzukic.

Simon Kjær var igen på bænken, da hans klub, VfL Wolfsburg, i Bundesligaens fredagskamp tog imod førerholdet fra Bayern München, som fortjent vandt 2-0.

Det første mål faldt, da der manglede ti minutter af første halvleg, og det var et spektakulært et af slagsen.

Efter et frispark til Bayern München endte bolden inde i straffesparksfeltet, hvor Bastian Schweinsteiger vandt en hovedstødsduel med det resultat, at bolden endte nær Mario Mandzukic, der med ryggen til mål saksesparkede bolden ind bag Diego Benaglio i Wolfsburg-målet.

Mario Mandzukic har en fortid i netop VfL Wolfsburg, og kroaten nægtede at juble over målet mod sin gamle klub.

Hjemmeholdet var ikke rigtigt i stand til at true Bayern-føringen. Tættest på var den tidligere storspiller, brasilianeren Diego, som ti minutter før tid skød direkte på mål på et frispark, men her reddede Bayerns målmand, Manuel Neuer.

I stedet endte det hele med, at Arjen Robben fordoblede føringen efter et kontra-angreb.

Med sejren udbyggede Bayern sit forspring til 18 point inden weekendens øvrige kampe.