Særaftale: DBU kan hente Wieghorst ind

Morten Wieghorst fritstilles af DBU med øjeblikkelig virkning, men en særaftale gør, at DBU frem til sommeren 2014 kan hente ham ind i en stilling omkring A-landsholdet.

DBU beskriver selv meget rammende i en pressemeddelelse, at de fortsat har 'snor' i Morten Wieghorst, selvom U21-landstræneren nu er offentliggjort som ny assistenttræner i Michael Laudrups Swansea.

For det første er der sørget for, at Morten Wieghorst frigives til U21-landsholdets tre planlagte kampe i foråret, og - hvilket er mere interessant - har Swansea accepteret at DBU kan hente Morten Wieghorst tilbage i en trænerstilling omkring A-landsholdet, hvis det skulle blive aktuelt i løbet af kontraktperioden med Premier League-klubben, der løber frem til sommeren 2014.

Det indikerer på det kraftigste Morten Wieghorst som en af de absolutte topkandidater til landstræner jobbet, når Morten Olsen stoppe sit virke efter VM i Brasilien 2014:

DBUs generalsekretær Jim Stjerne Hansen siger:

- Det er ingen hemmelighed, at Morten Wieghorst på alle områder efterlader et umådeligt positivt indtryk hos os, og han er blandt de emner, vi på nuværende tidspunkt har på vores meget fleksible liste over emner til at overtage stillingen som landstræner efter Morten Olsen, uddyber Jim Stjerne Hansen, og slutter:

- Derfor har vi aftalt med hans kommende klub, at hvis vi på et tidspunkt indenfor det kommende halvandet år skulle blive enige med Morten om at tilbyde ham en trænerstilling omkring A-landsholdet, så kan vi hente ham tilbage til DBU på de samme gunstige vilkår, som vi nu tilbyder hans nye klub.

Om selve tabet af Wieghorst til Swansea siger Jim Stjerne Hansen:

- Vi har været fuldt ud orienteret om hans dialog med Michael Laudrup og Swansea, og derfor er vi glade for at kunne bidrage til en løsning, der er tilfredsstillende for alle parter.

Jim Stjerne Hansen understreger i øvrigt i pressemeddelelsen, at DBU ikke har nogen planer overhovedet om at stoppe samarbejdet med Morten Olsen, hvis landsholdet i marts spiller muligheden for at kvalificere sig til VM-slutrunden fra sig.

- Morten Olsen har udover sin opgave som cheftræner for landsholdet en central position i hele vores talentudviklingsarbejde og dermed integreringen af nye talenter på landsholdet. Og i det hele taget vil hans fremtid først blive drøftet efter en indgående evaluering mellem ham og jeg til efteråret, påpeger Jim Stjerne Hansen.

Læs også: