Sådan gik Frank Arnesen fra skurk til superkøbmand

HSVs danske sportsdirektør, Frank Arnesen, er gået fra øretævernes holdeplads til succesens solside. Dygtigt købmandsskab og gode beslutninger har gjort udslaget, vurderer tidligere Bundesliga-spiller Bjarne Goldbæk

Han lignede ikke en mand, der ville overleve i jobbet som sportsdirektør vinteren over. Men Frank Arnesens projekt med at genrejse Hamburger Sport Verein ser efter en katastrofal sæsonåbning omsider ud til at bære frugt.

Den danske fodboldlegende har mødt hård mediekritik og undervejs været i nådesløs magtkamp for at sætte sit aftryk.

Nu er Arnesen sammen med HSV ramt af et sportsligt opsving, der bygger på dygtigt købmandskab og gode beslutninger, vurderer den danske fodboldkommentator og FIFA-agent Bjarne Goldbæk.

- Arnesen var virkelig på vippen i efteråret, hvor han var en af de mest udskældte i tyske fodbold. Men det er jo det perverse ved fodbold, at tingene kan ændre sig på så kort tid og det er en flot drejning, tingene har taget, konstaterer Goldbæk, som følger Bundesligaen tæt.

- Jeg så HSV vinde 4-1 i Dortmund og var imponeret. I efterhånden en del sæsoner har HSV nok haft et godt materiale, men ikke noget hold. Det har de nu, mener Goldbæk.

- Der er flere faktorer og Arnesen har set rigtigt ved at hente træner Thorsten Fink til klubben. Samtidig er der spillere, som virkelig har udviklet sig, og HSV er et af de hold, som har overrasket mest positivt i denne sæson. Især spillere som målmand René Adler og offensivspillerne Heung Min-Son og Artjom Rudnevs har været iøjnefaldende , lyder det fra Goldbæk.

Her er nogle af Frank Arnesens udfordringer i tiden som chef i HSV:

Uforberedt: Med en fortid i PSV, Chelsea og Tottenham havde Arnesen papirerne i orden. Men hurtigt blev det vendt imod Arnesen, der fik skyld for at være dårligt klædt på til tysk fodbold, da han blev overrasket over HSVs økonomiske trængsler.

Dødvægt: Arnesen medbragte en håndfuld spillere med forglemmelig fortid i Chelsea. Gökhan Töre, Jacoba Sala, Michael Mancienne, Jeffrey Bruma og Slobodan Rajkovic. Ingen af dem slog til i HSV, og Arnesen måtte påtage sig sin del af ansvaret.

Legender: Når folk som HSV-koryfæerne Uwe Seeler og Manfred Kaltz samt Günther Netzer istemmer med en kritisk røst, ryster stolen under selv den bedste. Og Arnesen gjorde sig ekstra upopulær ved at sælge Uwe Seelers barnebarn, Levin Ötztunali, til Leverkusen.

Løn: Frank Arnesen menes at tjene 1,8 mio. euro (cirka 13,5 mio. kr.) om året, og det er mange penge i en klub, som ikke trykker pengesedlerne selv. Flere handler har Arnesen ikke selv været direkte involveret i, og det har fået boulevardavisen Bild til at sætte spørgsmålstegn ved den 56-årige dansker.

Det smørrede smil: Arnesen er fra naturens hånd udstyret med et positivt og lyst sind. Men han formastede sig til at smile på et tidspunkt, hvor HSV havde tabt to på hinanden følgende kampe. Den grimasse passede ikke alvorsmændene på hverken pressepladser eller tribuner.

Trænervalg: Der var mange skeptikere, da Arnesen hentede Thorsten Fink i schweiziske Basel for at tage trænertjansen i HSV. Fink var uden ret megen erfaring og havde ikke vist sit værd på et lignende niveau. Men den tidligere topspiller med en fortid i blandt andet Bayern München har udviklet sig meget på kort tid.

Fund: Arnesen har hentet supermålmanden René Adler på fri transfer i Leverkusen, Derudover har han set helt rigtigt ved at hente upåagtede spillere som Artjom Rudnevs og Milan Badelj til klubben. Netop købet af Badelj var ved at koste Arnesen jobbet, da han gjorde brug af en ekstern konsulent.

Held: Milliardær og mæcen Klaus-Michael Kühne synes der manglede noget Star Quality i den nordtyske metropol. Så hvorfor ikke hente Rafael van der Vaart og - ikke mindst - hollænderens billedskønne hustru, Sylvie, som han nu er separeret fra, tilbage til klubben efter ophold i Real Madrid og Tottenham.

Salgsvare: Det er aldrig skidt for en fodboldkøbmand som Arnesen at slå kapital af en god spiller. I angriberen Heung-Min Son har HSV fået sig en eftertragtet slagsvare, som angiveligt jagtes af Liverpool, Manchester United og Chelsea. Prisskiltet siger 100 mio. kr.

Foryngelse: Da Arnesen kom til klubben, havde den ni spillere over 30 år i truppen. Langsomt, men sikkert, har HSV dog fået bragt yngre og mere fodboldsultne kræfter ind. I dag råder træner Thorsten Fink over en trup med masser af talent og udviklingspotentiale for de kommende sæsoner.

Læs også: