Det vil nok falde i god jord hos  mange danskere, at Åge Hareide vurderer, at Danmark fører den interne skandinaviske fodboldkonkurrence et godt stykke foran både Sverige og hans hjemland, Norge

Dansk fodbold er bedre end norsk fodbold.

Det har danskere været enige med sig selv om stort set altid, men denne gang er det altså en nordmand, der kommer med den tilsyneladende kloge holdning. Landstræner Åge Hareide skal end ikke bruge tid på at tænke over det – han er helt klar i mælet.

»I øjeblikket synes jeg, at dansk fodbold er foran Norge og Sverige. Med førerholdet FC København som det bedste hold i Skandinavien i øjeblikket. Det er der ingen tvivl om. Man så det også i Parken mod Club Brugge, at det er et stærkt hold, når det kører,« siger Åge Hareide til BT.

I videoen herunder kan du høre Åge Hareide og Ståle Solbakken fortælle om forskellen på dansk og norsk fodbold, om deres indbyrdes relationer og om den FCK-stamme, som i øjeblikket præger det danske landshold...

 
Mette Cornelius har mødt de to trænere om en snak om de to nordmænds syn på dansk og norsk fodbold.
Vis mere

Åge Hareide har selv sat streg under, at han mener det, når han siger, at dansk fodbold er et stykke foran de nordiske konkurrenter. Trods Rosenborgs suveræne sæson i Tippeligaen, som holdet allerede har vundet og fører med 20 point, har han ikke fundet plads til hverken klubbens danske topscorer, Christian Gytkjær eller anfører Mike Jensen.

Til gengæld har han udtaget seks spillere fra FC København.

»Jeg synes, der er stor forskel på de to hold. Rosenborg formåede ikke at kvalificere sig til Europa League. Der er den forskel, at FCK er meget stærke og stabile som hold. Jeg tror også, at Superligaen er meget mere jævn og meget hårdere end den norske Tippeliga,« siger Hareide og uddyber det synspunkt.

»Jeg tror, at de andre 13 hold i Superligaen løfter deres niveau, når de møder FCK, og de møder FCK mindst to gange. I toppen er det hårdere kampe end i Sverige og Norge. De svenske og norske ligaer er mere ujævne. De er acceptable i toppen, men de bliver meget ringe, når du kommer længere ned i tabellen.«

Det er altså dansk fodbold, der ifølge Åge Hareide er udbryderen i det nordiske felt. Og mest af alt på grund af klubfodbolden, hvor FC København i øjeblikket nyder stor succes også i Europa. Men forklaringen på det danske forspring er også, at de gode spillere kommer i generationer.

»Vi er små lande. Norge og Danmark har fem millioner mennesker, og så kan det handle lidt om generationer. Vi har en rigtig fin generation i Danmark, og det ser man også på landsholdet. Der var et godt U21-hold for nogle år siden. Det kan svinge lidt med generationerne i små lande. I forhold til det økonomiske har FCK store muskler til at handle. Det handler om at ramme de rigtige, når man skal købe spillere. Det er en svær opgave,« siger Hareide.

Og når vi så har hejst Dannebrog og åbnet en Hof i ren begejstring over, hvordan dansk fodbold angiveligt er et par skridt foran de nordiske konkurrenter, kan vi kigge på to af bagmændene. For på landsholdet er det norske Åge Hareide, der styrer de dygtigste danskere, og i FC København er det lige så norske Ståle Solbakken, som dirigerer med Superligaens førerhold.

»Det er bare en tilfældighed. Sådan er det bare gået. Vi har begge næsten opereret mere uden for Norge end i Norge. Det er sjovt, og det er rigtig fint at arbejde i dansk fodbold nu, for det virker som om, der er mange positive ting at tage med sig. Specielt med de unge drenge, som spiller nu,« siger Hareide.