På en enkelt sommer har den italiensk-hollandske fodboldagent Mino Raiola ifølge spanske AS tjent flere penge, end Cristiano Ronaldo gør på et helt år i Real Madrid.

Der er tale om mere end 30 millioner euro (223 mio. kr.), skriver det spanske medie. Cristiano Ronaldo tjener omkring 21 millioner euro (156 mio. kr.) om året.

Det er primært Manchester United, som har betalt Mino Raiolas løn. Rekordhandlen, der sendte Paul Pogba fra Juventus til Manchester United, har naturligvis sørget for den største del af de mange millioner.

I juli skrev britiske The Guardian, at Pogbas agent fik smidt 18,4 millioner pund efter sig. Det svarer til 163 millioner kroner.

Ifølge mediet var der meget uenighed mellem Juventus og Manchester United om, hvem der skulle betale den dyre agent. Det endte angiveligt med at blive den engelske klub.

Foruden Paul Pogba er Mino Raiola også agent for Zlatan Ibrahimovic og Henrikh Mkhitaryan, som begge ligeledes har taget turen til den røde del af Manchester.

Ifølge AS fik fik Mino Raiola otte (60 mio. kr.) af de 42 millioner euro (313 mio. kr.), som Manchester United betalte for Henrikh Mkhitaryan, mens han fik tre millioner euro (22 mio. kr.) i kommission for Ibrahimovic' skifte, selvom han forlod Paris Saint-Germain på en fri transfer.

Med sommerens store transfers har Raiola ifølge AS i år banket verdens mest anerkendte agent og sin helt store konkurrent, Jorge Mendes, der har spillere som Cristiano Ronaldo, James Rodriguez og Angél Di María. Sammenlignet med Raiola har han ifølge mediet været 'en perifer figur' denne summer. 

Ud over Ibrahimovic, Pogba og Mkhitaryan er Raiola også agent for blandt andre Mario Balotelli, Romelu Lukaku og Blaise Matuidi.