Glasgow: Forsvarsspilleren Erik Sviatchenko skifter FC Midtjyllands danske mestre ud med den skotske storklub Celtic.

Det bekræfter FC Midtjylland på klubbens hjemmeside.

- Først og fremmest er vi glade på Eriks vegne. Det har været en stor drøm for ham at prøve sig selv af i udlandet, og det er fuldt fortjent, at den drøm nu går i opfyldelse, siger sportsdirektør Claus Steinlein til fcm.dk.

I Celtic har 24-årige Sviatchenko fået en kontrakt, der løber i fire og et halvt år.

- Jeg vil gøre alt for at få succes i Celtic. Det betyder meget for mig at komme til en vindende klub, som jagter trofæer og vil spille i Champions League, siger Erik Sviatchenko til Celtics hjemmeside.

- Jeg ved, at vi har en talentfuld trup, og jeg kan ikke vente med at komme i gang, tilføjer han.

Erik Sviatchenko har spillet fire landskampe for Danmark. Han fik debut i marts sidste år mod USA, og han var senest på banen i oktober mod Frankrig.

Ved den lejlighed scorede han sit hidtil eneste landsholdsmål, men det var ikke nok til, at han blev udtaget til playoffkampene mod Sverige måneden efter.

Erik Sviatchenko har spillet for FC Midtjylland, siden han som ungdomsspiller skiftede fra Viborg.

Spillerens agent, Allan Bak Jensen, siger til Ekstra Bladet, at flere klubber var ude efter den stærke forsvarsspiller.

- Erik havde mange muligheder. Det gælder både i Holland, Frankrig og Italien. Derfor er Celtic udvalgt efter grundige overvejelser. Ikke mindst fordi klubbens manager, Ronny Delia, var meget begejstret for at få Erik i sin trup, siger Allan Bak Jensen til avisen.

Ifølge avisen er prisen på Erik Sviatchenko cirka 20 millioner kroner.

- Vi har fået en rigtig god pris for Erik, og det er et salg, vi er glade for. Samtidig er vi altid stolte, når vi udvikler en akademispiller, som går hele vejen og bliver solgt til udlandet. Det er fortsat en vigtig del af klubbens dna, siger Claus Steinlein.

/ritzau/