West Hams Sofiane Feghouli har fået omstødt sit røde kort, som han fik for sin voldsomme tackling mod Manchester Uniteds Phil Jones i London-klubbens 0-2-nederlag. Det skriver The Guardian.

Feghouli gik godt nok efter bolden, da han med alt hvad den kunne trække kastede sig ned i en tackling i mandagskampen mod Manchester United, men han kom for sent, og det takserede dommer Mike Dean til et rødt kort. Bedøm selv i videoklippet øverst i artiklen.

Men nu har Feghouli, der hovedrystende gik fra banen, fået opbakning af det engelske fodboldforbund FA, som har omstødt hans røde kort. Klubben bekræfter i en udtalelse.

»West Ham United kan bekræfte, at en disciplinærkomite under fodboldforbundet har blåstemplet klubbens syn på, at Sofiane Feghouli blev forkert udvist i kampen mod Manchester United.«

Den algeriske spiller stod til tre dages karantæne for det direkte røde kort, men nu er han altså til rådighed i West Hams næste kamp på fredag mod Manchester City i FA Cup'en.

En anden spiller, der ikke har været lige så heldig, er Manchester Citys Fernandinho. Også han så direkte rødt i sin seneste kamp - det tredje røde kort på seks kampe - men City har ikke fået omstødt sin appel, som West Ham har haft held til. Derfor skal Fernandinho i straffeboksen i fire kampe.