Næsten dobbelt så mange roligans som mod Holland er klar på på stadion mod Tyskland.

Ukraine er ifølge Dansk Boldspil Union (DBU) nok ikke det rejsemål, som »får de fleste danskere op i en stor ekstase«, hvilket tilskuertallet da også understreger: 3.456 rød/hvide fans står klar på det officielle danske fanafsnit under søndagens kamp mod Tyskland. Til sammenligning rejste 40.000 danskere til Hamborg for at se Agger & co. i forberedelseskampen mod Brasilien for tre uger siden.

- Tilskuernes interesse for at se landsholdet i udlandet er absolut til stede, men det afhænger lidt af modstanderen og stedet. Så hvis EM-slutrunden havde ligget et mere tilgængeligt sted end Ukraine, er der ingen tvivl om, at vi ville have haft vanskeligt ved at imødekomme ønskerne om billetter fra danske tilskuere, forklarer DBUs kommunikationschef, Lars Berendt.

Til landsholdets første kamp mod Holland så 1.761 danske fans kampen på Metalist Stadion i Kharkiv, 3.361 så kampen mod Portugal i Lviv, og på søndag står 3.456 danske fans altså klar til at tage i mod landsholdet, når det løber på banen i kampen mod tyskerne.

- Det har selvfølgelig en betydning, at landsholdet kan høre de danske fans under nationalmelodien og under kampen. Selv da kun 1.700 så kampen mod Holland, var det en betydelig støtte for spillerne på banen, siger Lars Berendt.

Sidder man der hjemme og får lyst til ligeledes at yde spillerne støtte, hvis de skulle gå videre til en kvartfinale, kræver det ifølge DBU et vågent øje og hurtige fingre at sikre sig billetter til en eventuel dansk EM-kvartfinale.

Selvom kvartfinalerne er meldt udsolgt, har UEFA meddelt DBU, at eventuelle returbilletter - billetter som fans fra andre lande har bestilt, men hvis landshold ikke kvalificerer sig til kvartfinalerne - kan blive sat til salg på uefa.com to timer efter de sidste kampe i Danmarks pulje.