Franske Paris St. Germain blev første hold til at score mod Barcelona i denne sæson og slå dem i en 3-2 sejr i Champions League.

Da Luis Enrique og Laurent Blanc spillede sammen i Barcelona, kaldte Enrique tit drillende sin franske holdkammerat for »professoren«.

Blanc var allerede dengang i sin aktive karriere trænerens forlængede arm på banen og en dygtig taktiker. Man kan også mene, at den kloge narrede den mindre kloge tirsdag aften i Paris, da Blanc og Enrique mødtes igen.

Denne gang på hver sin trænerbænk i spidsen for hvert sit storhold. Paris St. Germain blev både det første hold i sæsonen, der scorede mod Barcelona og så endda hele tre gange, og de blev det første hold, der besejrede catalanerne.

Luis Enrique kunne før kampen prale af en målscore på 18-0 i sæsonens første syv kampe og en defensiv der så særdeles solid ud. Flere pegede dog på, at det også skyldtes Barcelonas bløde start på sæsonen, og noget kunne tyde på, at skeptikerne havde ret.

For mod et stærkt pariser-mandskab vaklede defensiven hos Barcelona. Især på dødbolde viste gæsterne sig sårbare og indkasserede to af målene, hvoraf banens mindste Marco Veratti med sine 165 centimeter scorede til 3-2 på hovedstød.

Paris St. Germain og Barcelona var på forhånd udråbt til gruppens favoritter, der også tæller Ajax og APOEL, og der skal også gå ret meget galt, hvis ikke begge hold går videre fra gruppen. Men PSG statuerede et eksempel ved at besejre Barcelona i den første armlægningsdyst i gruppen, hvor returopgøret spilles på Camp Nou i sidste spillerunde af gruppespillet 10. december.

Taktisk spillede Paris St. Germain en god kamp. De stod solidt på banen med kort afstand mellem kæderne, og der blev givet løfter om, at det franske storhold, som måtte undvære en skadet Zlatan Ibrahimovic, kan blande sig i slutfasen af verdens stærkeste klubturnering.

For to sæsoner siden røg PSG ud af Champions League til Barcelona, og i sidste sæson blev de fældet af Chelsea i kvartfinalen. PSGs stenrige arabiske konsortium-ejere kræver, at holdet også snart viser muskler på den store europæiske scene, og en sejr over Barcelona var i den grad en god begyndelse.

På lægterne var der den helt store stjerneparade med tidligere PSG-profil David Beckham, der havde superstjernerne Jay-Z og kæresten Beyonce med på Parc des Princes. Stjerneparaden var også ret heftig nede på banen, hvor især Barcelona havde adskillige af slagsen.

De blev dog i store dele af kampen holdt i et jerngreb, og det var kun glimt af genialitet, som åbnede PSG. 1-1 målet var ren magi i et hurtigt samspil mellem Iniesta og Messi, der på få sekunder udlignede David Luiz’ føringsmål.

Brasilianske Neymar viste også sin tekniske overlegenhed med sit mål til 3-2, igen kort efter PSG havde bragt sig på 3-1 og stort set havde sejren i sin hule hånd. Barcelona nåede at presse på i slutfasen, men holdet har problemer på europæiske udebaner og har blot vundet to ud af de seneste ni.