FC Barcelona vandt ganske vidst La Liga, men de opfyldte ikke deres drømme i Champions League. Nu forstærker de sig med fransk landsholdsspiller.
Hans navn er Samuel Umtiti, og han spiller for det franske storhold Olympique Lyon. Lidt endnu i hvert fald. For den franske klubs præsident, Jean-Michel Aulas, har ifølge RMC Sport udtalt, at hans 22-årige forsvarsklippe er tæt på at fuldføre et skifte til FC Barcelona.
»Vi forventer, at Umtiti skifter klub. Samuel (Umtiti, red.) har en eksklusiv aftale med FC Barcelona,« sagde Jean-Michel Aulas og fulgte op med, at man i Lyon ikke vil bremse sine unge spillere i at skifte til deres drømmehold.
»Vi lovede ham, at hvis han fik muligheden for at spille for sin hjerteklub, så fik han lov at skifte. Vi har gjort ligesom med Karim Benzema, da han fik lov til at skifte til Real Madrid.«
Samuel Umtiti er en del af den franske EM trup og har derfor mulighed for at komme i spil, når værtsnationen møder overraskelsen fra Island på søndag.
Samuel Umtiti har sin unge alder til trods spillet 170 kampe for Olympique Lyon, hvilket har ført til fem scoringer og et enkelt rødt kort.