De er ikke pæne, de kolde, renvaskede tal for Nicklas Bendters karriere.
Slet ikke som Daniel Taylor stiller dem op i en klumme hos The Guardian, hvori journalisten skriver om den danske angribers seneste forsøg på genetablere sig som fodboldspillere, nu i Nottingham Forest.
Her kommer Daniel Taylor indledningsvist ind på, hvor stor tro på egne evner Nicklas Bendter havde tidligt i karrieren. Hvordan han i den snart legendariske, psykologiske undersøgelse hos Arsenal brød skalaen i en undersøgelse af, hvor gode spillerne selv mente, de var. Her fik han 10 – på en skala fra 1-9.
»Der er ikke noget galt med et stort ego i professionel sport,« som Daniel Taylor skriver.
Men han slår også fast, at ’Bendtner aldrig bliver så god, som han selv troede, han ville blive’:
»Uheldigvis for Bendtner er der ikke meget offentlig sympati, når alt falder fra hinanden hos så skråsikker person, og det viser sig at være tomt pral,« lyder det fra Guardian-skribenten, der påpeger, at Nicklas Bendtner selv har været skyld i nedturen.
»Der har været en lang vej ned, og hans rygte er blevet smadret så meget, at man ikke kan blive overrasket over, at folk regner med, at hans karrieres udvikling fortsætter i samme spor i England, hvor han nu er tilbage.«
Artiklen fortsætter under billedet...
Som belæg for nedturen opremser Daniel Taylor så de kedelige tal for Nicklas Bendtners karriere:
»For en spille med så høje tanker om sig selv er fakta, at Bendtner bliver 29 år i januar og har i alt været 77 gange i startopstillingen i den bedste række (i de lande han har spillet i, red.). En tredjedel kom i forbindelse med en lejeaftale i Sunderland i 2011-12. Kun én gang har han scoret mere end 10 mål på en sæson, og her var han stadig teenager (i 2006-07-sæsonen var Nicklas Bendtner udlejet til Birmingham i den næstbedste engelske række. Her scorede han 11 mål, red.). Det er 10 år siden, og hvis ikke han kan udnytte denne sidste chance, sandsynligvis den sidste han får, så er han i fare for at blive internettets obligatoriske valg til startopstillingen, når der skal sættes et ’flop-hold’.«
Daniel Taylor giver ikke meget for Nicklas Bendtners udmelding ved præsentationen i Nottingham Forest, hvor angriberen kommenterede hans ofte store virale ’popularitet’: »På sociale medier og internettet ser man mange sjove ting,« lød det fra danskeren.
Guardian-journalisten replicerer tørt: »I det hele taget er det ikke været ret sjovt. Det er let at finde videoer med titler som ’Lord Bendtners sjove øjeblikke’, og for det meste griner folk ad ham og ikke med ham.«
Guardian-journalisten slutter dog også sin klumme af med en udvise en vis tiltro til den danske angriber, der ’har potentialet til at score mål og minde os om, hvorfor han spiller med i Champions League i syv af sine seneste ni sæsoner’.
»Vi taler om en angriber, som muligvis stadig kan overraske en del mennesker, hvis han kan få styr på sine prioriteter, og hvis han har intelligensen og den professionelle stolthed til at indse, at han er i fare for at gøre en lovende karriere til en permanent skuffelse.«
