Paul Gascoigne, 47, er endnu engang bukket under for alkoholismen.

Såvel The Sun som Daily Mirror bringer fredag billeder af, hvordan politi og ambulance torsdag ankom til Gascoignes lejlighed. Her sad han angiveligt uden for med en flaske vodka i hånden og var stærkt beruset og lige så deprimeret.

Den tidligere engelske landsholdsspiller, som var et stort idol for mange, da han var på toppen af sin karriere, har i mange år kæmpet mod alkoholisme, men uden at få sin sygdom helt under kontrol.

Torsdag var han blevet smidt ud af sin lejlighed efter nabo-klager over larm, og han blev kørt på Poole Hospital i Dorset.

I februar sidste år var hans tilstand også kritisk, og han endte med at blive indlagt på en rehabiliteringsklinik i USA. Et ophold, der blev betalt af fodboldstjerner som Wayne Rooney, Steven Gerrard og Jack Wilshere.