André Rømer var manden, som alle ville tale med efter FC Midtjyllands 5-1-røvfuld på Old Trafford. Desværre for højrebacken handlede det ikke om noget positivt.

I 88 minutter blev han snurret rundt af Memphis Depays, fik tunneller, begik straffespark og fik rødt kort. De fleste medier gav dumpekarakter, og den unge back var også langt nede, da han tog turen rundt til de medrejsende medier i Manchester.

»Jeg har aldrig været så tæt på at græde efter en kamp, som jeg var i dag. Jeg er helt nede i dag, og det bliver nok ikke den bedste nattesøvn,« sagde André Rømer.

FC Midtjylland tabte ikke bare stort. De var også reduceret til 11 forsvarsspillere i Manchester Uniteds rundspil om feltet. Det blev altså ikke til den drøm, som Pione Sistos føringsmål ellers tændte op i. Og for André Rømer blev det bare et reelt mareridt.

»Jeg har glædet mig til den her kamp og har drømt om det hele livet. At stå på et af de her stadioner. Men det falder lidt til jorden, når man kommer ind og får en afklapsning og bliver kørt rundt. Det, man havde glædet sig til, blev hurtigt glemt. Vi fik set, hvor stort et skridt, der er til Premier League,« lød det fra Rømer.