Cristiano Ronaldo scorede igen på udebane, Galatasaray røg ud og Liverpool har stadig håb efter femte runde af Champions Leagues gruppespil. Se her, hvordan det gik i alle aftenens kampe.

Zenit St. Petersburg 1-0 Benfica

Der var meget på spil i rundens tidlige kamp i Rusland, da Zenit tog imod Benfica. Begge hold havde fire point og jagtede andenpladsen i Gruppe C efter Bayer Levekusen. Chancer var der flere af, men det var hjemmeholdet, der løb med sejren og de vigtige point på en scoring af Danny ti minutter før tid. Benficas Luisão fik i øvrigt rødt kort i kampens slutning. Zenit lever, mens Benfica er færdige.

Atlético Madrid 4-0 Olympiacos

De spanske mestre er med onsdagens sejr videre til slutspillet i Champions League. Det er et faktum, efter holdet slog Olympiakos og nu har 12 point i Gruppe A. Målene blev scoret af Raul Garcia og tre gange Mario Mandzukic. Grækerne var fuldstændig chanceløse i kampen, men har stadig en mulighed for at gå videre, hvis resultaterne flasker sig i sidste runde.

Malmö FF 0-2 Juventus

Juventus var ikke vilde med forholdende i Malmø. Og allerede inden kampen var der ballade, da Juventus klagede til UEFA over græstæppet på stadion. Men det gik nu alligevel helt efter planen for italienerne, der vandt 2-0 i Sverige på mål af Fernando Llorente og Carlos Tevez. Malmø kæmpede, men måtte opgive over for overmagten. Malmøs Erik Johansson blev smidt ud efter at have fået to gule kort på ét minut. Malmø er sidst i gruppen, mens Juventus rykkede op på andenpladsen.

FC Basel 0-1 Real Madrid

Cristiano Ronaldo har helt sikker set, hvad Lionel Messi lavede tirsdag. Den portugisiske stjerne har dog selv en ret god stime kørende for sig. Ronaldo bragte Real Madrid foran 1-0, og dermed har han nu scoret i 11 udekampe i træk i Champions League. Real Madrid havde intet andet end førstepladsen og æren at spille for og er videre fra puljen. Basel møder i sidste runde Liverpool i en finale om andenpladsen.

Ludogorets 2-2 Liverpool

Liverpool var presset før opgøret ude mod bulgarerne. Og det krøb nok koldt ned af ryggen på klubbens fans, da Ludogorets bragte sig foran i kampens start ved Dani Abalo. Men ikke længe efter bragte Rickie Lambert liv i Liverpool, da han scorede til 1-1 og senere bragte Jordan Henderson udeholdet foran 1-2. Ludogorets udlignede til 2-2 ved Georgi Terziev, men Liverpool kan stadig selv afgøre holdets videre skæbne i turneringen.

Bayer Leverkusen 0-1 AS Monaco

Monaco havde med Zenits tidlige sejr brug for tre point ude med Leverkusen. Første halvleg var uden mål, men i anden halvleg lykkedes det endelig udeholdet af score, da Lucas Ocampos sendte bolden i mål til slutresultatet 0-1. Resultatet betyder, at der nu venter en altafgørende kamp i sidste runde mellem netop Monaco og Zenit om at gå videre fra puljen sammen med Leverkusen.

Anderlecht 2-0 Galatasaray

Kampen i Belgien handlede om tredjepladsen og en billet til Europa Leagues slutspil efter vinterpausen. Anderlecht kom på 1-0 ved Chancel Mbemba Mangulu, og samme Mbemba sænkede til sidst tyrkerne med sit mål til 2-0. Dermed er Galatasaray ude af europæisk fodbold, mens Anderlecht træder ind i Europa League efter nytår. Den tyrkiske nedsmeltning blev total, da Selcuk Inan fik rødt kort. Galatasaray har kun et point i for fem kampe.

Arsenal 2-0 Borussia Dortmund

Dortmund er ringe kørende hjemme i den tyske Bundesliga, men i Champions League har holdet leveret. Derfor var kampen ude mod Arsenal ikke særlig betydningsfuld, da Dortmund er videre fra gruppen. Arsenal kunne sikre sig pladsen videre sammen med tyskerne, og det smittede af på opgøret. Arsenal vandt sikkert på mål af Yaya Sanogo og Alexis Sanchez.