Bayern München-bossen Karl-Heinz Rummenigge er ude med riven efter FIFA-præsidenten Sepp Blatter.

Præsidenten for det internationale fodboldforbund (FIFA), Sepp Blatter, er en upopulær mand i mange kredse, og tirsdag aften føjede Bayern München-bossen Karl-Heinz Rummenigge endnu en lidet flatterende beskrivelse til billedet af den 75-årige schweizer.

- Jeg synes, at Sepp er som en ål, der smutter ud af hænderne, sagde Rummenigge tirsdag på det tyske tv-show Liga Total ifølge AFP.

Sepp Blatter blev genvalgt på præsidentposten tidligere på året uden modkandidater, da den anden kandidat, qatareren Mohamed Bin Hammam, kort inden valget blev ekskluderet fra Fifa på grund af korruption.

Men schweizeren er så afgjort ikke den rette mand på posten ifølge Rummenigge, som dog ikke gør sig forhåbninger om en snarlig udskiftning.

- Det vil blive svært at overbevise ham om at give plads til andre, eller måske til en frisk start, siger Karl-Heinz Rummenigge.

FIFA har det seneste år talt meget om oprydning i den overvældende grad af korruption, der præger organisationen, men det virker ikke, mener Bayern München-bossen.

Han mener, at FIFA hverken er demokratisk eller transparent, som den hævder at være.

- Jeg mener, at det er ærgerligt, at der fortsat findes fortidslevn som dette, der bliver ledet som et diktatur, siger Karl-Heinz Rummenigge.

/ritzau/