Rosenborg-træner Kåre Ingebrigtsen mener, at Rosenborgs problemer i denne sæson er kollektive.

Trondheim. Rosenborgs Nicklas Bendtner har endnu til gode at få godt gang i målscoringen i Eliteserien i Norge.

Blot fire ligamål er det blevet til for den 29-årige angriber, siden han blev hentet til klubben, men det er ikke kun Bendtners skyld.

Det mener i hvert fald Rosenborg-træner Kåre Ingebrigtsen.

- Jeg synes, det er uretfærdigt, at alle skal sige, det er hans fejl, at vi ikke spiller god fodbold. Det er det ikke. Der findes ikke én enkelt spiller, som vi er helt afhængige af, siger træneren til TV2 Norge.

- Vi har ikke hentet en Messi, der får bolden på midtbanen, afdribler ti spillere og sender bolden op i trekanten. Vi har hentet en spidsangriber, som er en god afslutter, og så skal vi få bolden frem til ham, siger han.

Kåre Ingebrigtsen mener direkte adspurgt, at de øvrige Rosenborg-spillere har svigtet lige så meget som Nicklas Bendtner.

- Det er ikke én mand, det er os som kollektiv, både trænere og spillere. Vi har ikke været gode nok

- De seneste to år har vi været et fantastisk kollektiv, og dér behøver vi mere tid. I øjeblikket er vi et stærkt kollektiv i alt for korte perioder. Vi er usikre, siger træneren.

Rosenborg, der er regerende norske mestre, ligger nummer to i Eliteserien med 25 point for 13 kampe.

/ritzau/