Nicki Billes mulige voldsepisode natten til fredag, hvor angriberen angiveligt sparkede til parkerings-automater og tilfældige parkerede cykler i det indre København samt bed en betjent efter anholdelse, får muligvis ikke nogen konsekvenser øjeblikkeligt.

Det forklarer hans klub Rosenborg over for BT.

Bille er nemlig inkluderet i aftenens trup mod Bodø/Glimt, selv om han ifølge Ekstra Bladet angiveligt også skulle have opført sig så voldeligt under anholdelsen, at politiet måtte bruge peberspray mod landsholdsangriberen. 

Danskerens skulle have bidt en betjent i armen, og det har efter sigende resulteret i, at politiet har sigtet ham for vold mod tjenestemand i funktion, og Nicki Bille risikerer nu en ubetinget fængselsstraf.

Læs mere: Avis: Landsholdsangriber sigtet for politivold - peberspray måtte tages i brug

- Vi kan ikke kommentere noget, før vi kender alle fakta i sagen. Før kan vi ikke sige noget, siger Rosenborgs kommunikationsansvarlige Trond Alstad til bt.dk.  

Har I snakket med Nicki Bille om sagen?

- Ja, vi har snakket med Nicki Bille. Nu efterforsker vi det hele, og så må vi finde ud af, hvad der er op og ned i sagen. Før vi ved alt, kan vi ikke sige noget.

Jeg har prøvet at ringe til Nicki Bille, men hans telefon er slukket. Tror du, det er muligt at få en kommentar fra ham?

- Nej, det er ikke muligt. Vi har kamp klokken 19.00 i aften. Og det er klart, at vi skal fokusere på det sportslige.

Er han trods episoden i København stadig udtaget til kampen?

- Hele holdet er udtaget. Han er med i truppen. 

Vil det efter kampen være muligt at få en kommentar fra Nicki Bille?

- Nej, det tror jeg ikke.

Ved du, hvordan denne episode stiller Nicki Bille oven i alle de problemer, han har skabt siden sin ankomst? Får han en straf?

- Nej, nu har holdet trænet fredag og lørdag efter to dages hvile og skal bare fokusere på kampen mod Bodø/Glimt i aften. 

Kommer der en uddybning af jeres reaktion på Nicki Bille senere?

- Vi får at se. Vi skal mødes her til formiddag, og når vi har samlet alle fakta i sagen, kan det godt tænkes, at vi melder noget mere officielt ud. 

Nicki Bille sad senest i detentionen i september, fordi han under en bytur i Trondheim kom i klammeri med flere personer uden for pubben Three Lions. Dengang havde han smadret et glas, spyttet efter en ansat og slået ud efter andre.