Rosenborg har fået nok: Vil af med Nicki Bille hurtigst muligt

Den norske storklub Rosenborg har sat danske Nicki Bille på transferlisten. De vil af med den kontroversielle 25-årige angriber til januar.

Det skriver Adresseavisen, der dækker alt i og omkring klubben Rosenborg tæt.

Ifølge avisens oplysninger er der to årsager til ønsket om at sælge Nicki Bille.

Den ene er, at man i klubben synes, at angriberen med en fortid i blandt andet Villarreal og FC Nordsjælland har svinget for meget på banen.

Den anden årsag ligger i det antal af episoder vedrørende Nicki Bille, der har været uden for banen. Blandt andet et optrin på en lokal norsk pub, hvor en beruset Nicki Bille endte med at overnatte i detentionen.

Nu har man så fået nok af Nicki Bille i Rosenborg, og såvel i den sportslige som i den administrative ledelse er det enighed om, at man skal forsøge at afhænde ham i det kommende transfervindue.

Rosenborgs sportslige leder Erik Hoftun ønsker ikke at kommentere oplysningerne, men siger følgende:

- Der har været både op- og nedture. Han har været strålende i enkelte kampe og har altid givet alt for holdet. Men han har ligesom vores andre angribere scoret for få mål, siger han til Adresseavisen.

Nicki Billes agent Nikola Juric

- Jeg har ikke hørt noget om, at han skal sælges. Han har det rigtig godt i Rosenborg, og han vil gerne blive, lyder det fra agenten.

Han gentager dermed det ønske, som Nicki Bille udtalte efter sæsonens afsluttende pokalfinale-nederlag til Molde.

Nicki Bille scorede i denne sæson otte gange i Tippeligaen, hvor Rosenborg blev nummer to. I efteråret scorede han sit første mål på landsholdet i 6-0-sejren over Malta.

Læs også: