Søndag aften vandt Rosenborg den norske Tippeliga med danskerne Mike Jensen og Tobias Mikkelsen i truppen. Smædesange under den efterfølgende guldfejring får nu det norske fodboldforbund til at undersøge episoden nærmere.

'Hader, hader, hader Molde by,' blev der sunget til den helt store guldmedalje fra Rosenborg-spillerne om sidste års mestre i Tippeligaen, Molde FK. Det får nu generalsekretær i Norges fodboldforbund, Kjetil Siem, til at gå ind i sagen, og han udelukker hverken straf eller bøde. Det skriver norske TV 2.

Rosenborg-spillerne var på baren The Mint i Trondheim for at fejre 4-3 sejren over Haugesund og dermed mesterskabet, og det var her de i selskab med fansene sang fodboldsangen, som lægger rivalerne fra Molde for had.

Talsmand for Molde FK, Torgeir Dahl, mener det norske fodboldforbund gør det rette, hvis der bliver grebet ind overfor opførslen:

»Hvis forbundet mener for alvor, at spillere skal stå fremstå som gode rollemodeller, så vil jeg tro, at de vil tage fat i sagen, selv om Rosenborg er blevet mestre,« siger han til norsk TV 2 Sporten.

Episoden vil blive diskuteret på et ledermøde i det norske fodboldforbund tirsdag og kan ende med at Rosenborg straffes for upassende fejring, skriver norsk TV 2.