Wayne Rooney skal som anfører for det engelske landshold forsøge at kvalificere holdet til slutrunden i 2018.

Burton. Den engelske fodboldspiller Wayne Rooney slutter sin landsholdskarriere efter VM i Rusland i 2018.

- Jeg har besluttet mig. VM i Rusland bliver min sidste turnering, siger Rooney tirsdag på en pressekonference i Burton i England ifølge AFP.

- Realistisk set, så kender jeg mig selv godt nok til at vide, at VM i Rusland vil være sidste gang, at jeg kan udrette noget med England.

Den nye manager for det engelske landshold, Sam Allardyce, fortalte mandag, at 30-årige Wayne Rooney er anfører for det landshold, der skal forsøge at kvalificere England til slutrunden i Rusland.

Første kvalifikationskamp bliver mod Slovakiet på søndag. Den kamp bliver Rooneys 116. landskamp, hvilket gør, at han overhaler David Beckham som den markspiller, der har haft flest optrædener i den engelske landsholdstrøje.

Angriberen fra Manchester United har været anfører siden 2014 og er med sine 53 mål den mest scorende på landsholdet gennem tiderne.

England måtte sige farvel til EM-slutrunden i sommeren 2016, da holdet led et overraskende nederlag til miniputnationen Island.

Rooney er aldrig nået længere end kvartfinalen med England i en slutrunde. Efter at have været på landsholdet i 12 år erkender han, at holdet for ofte har underpræsteret når det virkelig gjaldt.

- Vi er nødt til at komme os over tidligere skuffelser. Man kan ikke bare glemme det (EM i 2016, red.), men nu er det en ny æra for landsholdet, med en ny manager. Det siger jeg efter hver slutrunde. Vi er nødt til at finde ud af, hvordan vi kommer længere ved slutrunder, siger Rooney.

Angriberen fortæller, at han vil være glad lige meget hvilken position han bliver tildelt på landsholdet.

Allardyce har fortalt, at han vil have Rooney til at spille i en 10'er-rolle bag angriberen - og ikke længere tilbage på midtbanen, som han gjorde under den tidligere landstræner Roy Hodgson.

- Det er selvfølgelig managerens beslutning, hvor jeg spiller. Vi har ikke rigtigt talt om det, men det vil vi gøre i løbet af de næste par dage. Jeg er klar til at spille, om det så er på midtbanen, som 10'er eller som angriber, siger Rooney.

/ritzau/