Wayne Rooney har udført sin samfundstjeneste efter sit røde kort mod Montenegro for et år siden.

Wayne Rooney har udført sin samfundstjeneste. Det skete i den schweiziske klub, Payerne.

Ifølge The Independents net-udgave var det en flok chokerede schweiziske ungdomsspillere, der fik gæstetræner Rooney på besøg.

Den 27-årige engelske landsholdsspiller ledede træningen, som for hans vedkommende var samfundstjeneste, som han blev idømt i forbindelse med det røde kort, han fik i Englands EM-kvalifikationskamp mod Montenegro.

Her blev Rooney udvist, selvom kampen var uden betydning for England, der allerede var kvalificeret til slutrunden. Oprindeligt fik han karantæne i tre kampe, men det blev senere reduceret til to - mod at han ville udføre samfundstjeneste.

Wayne Rooney kom tilbage til Englands sidste gruppekamp mod Ukraine, men han lignede ikke en mand i storform, og selvom England gik videre, gik det efterfølgende galt i kvartfinalen, som England tabte til de senere finalister fra Italien efter forlænget spilletid og straffesparks-konkurrence.

Selve samfundstjenesten var en fin tjans, syntes hovedpersonen selv.

- Havde en fin dag i Schweiz i går. Det var sjovt at træne gutterne, skrev Wayne Rooney efterfølgende på sin profil på det sociale netværk, Twitter.