Hvad har Wayne Rooney imod Anders Lindegaard?

Det er spørgsmålet, man stiller sig selv efter at have læst et interview med den engelske angriber i magasinet Sport.

Her skal Manchester United-angriberen forholde sig til en stribe mere eller mindre skæve og alternative ting, og her hiver han pludselig den danske målmand frem i et svar.

Til spørgsmålet ’Hvem ville være den værste holdkammerat at blive fanget i en elevator med’, lyder det fra Wayne Rooney:

»Anders Lindegaard. Han er bare irriterende.«

Om det er sagt i spøg eller alvor er uvist. Det er dog bemærkelsesværdigt, at den 31-årige dansker målmand jo slet ikke er i klubben længere.

Og nej, der er ikke tale om et ældre interview, der først dukker op nu. Undervejs i et andet svar refereres nemlig til Bastian Schweinsteiger, som kom til Manchester United i sommer – tyskeren og Wayne Rooney har tilsyneladende en svagheder for Tina Turner. Kommer det frem.

I et andet svar er det omvendt rosende ord til en anden tidligere holdkammerat, Cristiano Ronaldo. Portugiseren bliver kaldt den mest talentfulde spiller, som Wayne Rooney har spillet med eller mod.

Wayne Rooney og Anders Lindegaard var i fem år holdkammerater i Manchester United, indtil den forgangne sommer. Her skiftede danskeren efter flere års rolle som bænkevarmer til West Bromwich Albions, hvor han kun har fået én kamp i denne sæson.