Manchester. Uden en sygdomsramt Zlatan Ibrahimovic skulle Manchester United forsøge at skaffe sig et godt udgangspunkt i den første af to Liga Cup-semifinaler mod Hull City.

Missionen lykkedes, da det blev til en sejr på 2-0 efter to scoringer i anden halvleg.

De første 45 minutter blev domineret af hjemmeholdet, men ikke i en grad så man kunne sige, at det var ufortjent, at 0-0 holdt til pausen.

Et par gange var Manchester United lige ved, men situationerne blev aldrig rigtigt farlige, for Hull fik afværget i sidste øjeblik flere gange.

Hull virkede meget tilfredse med at kunne tage 0-0 med til returkampen på hjemmebane, men ved et par lejligheder kiggede gæsterne forbi United-feltet.

Fem minutter efter pausen burde Wayne Rooney have lavet sit rekordmål nummer 250 i den røde trøje.

Paul Pogba spillede Rooney fri i dybden, men hans flade afslutning til det lange hjørne strøg tæt forbi stolpen.

Hvad Rooney ikke magtede, klarede Juan Mata få minutter senere.

Henrikh Mkhitaryan kom højest på et indlæg, og ved bagestolpen kom Mata til og sparkede bolden ind fra kort afstand til 1-0.

Paul Pogba ramte indersiden af stolpen på et frispark med små 20 minutter tilbage, men det lykkedes hjemmeholdet at gøre sejren et mål større.

Fire minutter før tid steg indskiftede Marouane Fellaini til vejs på et indlæg og headede flot bolden i kassen.

2-0 blev kampens resultat.

Returkampen i Hull spilles 26. januar. I finalen venter vinderen af den anden semifinale mellem Liverpool og Southampton.

/ritzau/