Wayne Rooney scorede på fornemmeste vis sit mål nummer 250, hvilket gør ham til den mest scorende spiller for Manchester United nogensinde.

Målet vil helt sikkert blive husket som et af de bedre. I de døende minutter af opgøret mod Stoke sørgede målmageren for en sen udligning, da han fra en spids vinkel satte bolden i fjerneste målhjørne direkte på frispark. Dermed overhalede han Sir Bobby Charltons legendariske målrekord, og det var noget, der fik de helt store stjerner til at hylde Rooney på de sociale medier.

Først og fremmest var der selvfølgelig Sir Bobby Charlton, der havde et par rosende ord til Rooney efter kampen. Her sagde den gamle United-legende følgende til BBC:

»Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var skuffet over at miste rekorden. Når det er sagt, så er jeg glad på vegne af Wayne (Rooney, red.), der fortjener en plads i historiebøgerne. Han er en sand personlighed både for sin klub og for sit land, og det er kun passende, at han nu er den mest scorende spiller begge steder.«

Men der var andre, der også ville lykønske Wayne Rooney – både i og udenfor fodboldverdenen.

Verdens hurtigste mand Usain Bolt, der er erklæret fan af ’De Røde Djævle’, gav med det samme udtryk for sin glæde, da Rooney satte bolden i kassen.

Også Liverpool-legenden Jamie Carragher var på banen, og han skulle selvfølgelig flette ind i sin ros, at Rooney er scouser ligesom ham selv.

«Godt gået af Wayne Rooney. En stor bedrift med 250 mål for Manchester United, hvilket gør ham til den mest scorende spiller. Endnu bedre er det, at han er scouser.«

Derudover var der flere United legender såsom Gary Neville og Andrew Cole, der lykønskede Wayne Rooney.

»Stort tillykke til Wayne Rooney med hans 250. mål for Manchester United og med rekorden som den mest scorende nogensinde. Sikke en bedrift. Hvornår rejser de en statue?«

«Glem alt om ham Donald (Trump, red.), Rooney har lige scoret sit mål nummer 250 for Manchester United«.